Skole bliver ombygget - politikere i Sorø er enige om budgettet de næste fire år

Holbergskolen i Dianalund bliver ombygget og renoveret som led i Sorø Kommunes budgetaftale for 2020-2023. Foto: Line Strand - TV ØST

Fire partier står bag budgetaftale frem til 2023, der blandt andet indeholder penge til skoleombygning og fornyelse af idrætshal.

Skatten bliver fastholdt. Der kommer penge til skoleombygning, etablering af daginstitution og fornyelse af idrætshal. Og så skal muligheden for et sundhedshus undersøges. 

Politikerne i Sorø Kommune er enige om budgetaftalen for 2020-2023. Bag aftalen står Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Venstre og Radikale Venstre. 

Vi har mulighed for at sætte de lange lys på og arbejde på at tilvejebringe nogle mere omfattende løsninger

Gert Jørgensen (K), borgmester, Sorø Kommune

Ifølge partierne sikrer budgetaftalen velfærden i det kommende år og udstikker kursen for kommunens udvikling på længere sigt. 

- Jeg er glad for igen i år at kunne præsentere et budget i balance. Ligesom mange andre kommuner oplever vi i Sorø Kommune en stigende opgavemængde år for år, men med den nye økonomiaftale og finansieringstilskuddet undgår vi at skulle spare på aktiviteterne på de store velfærdsområder i 2020. 

- Der er ingen tvivl om, at fremtiden fordrer velfærdsprioriteringer indenfor de kommunale kerneopgaver, men vi har mulighed for at sætte de lange lys på og arbejde på at tilvejebringe nogle mere omfattende løsninger på lidt længere sigt, siger borgmester Gert Jørgensen (K) i en pressemeddelelse. 

Skole bliver ombygget 

På børne- og undervisningsområdet bliver der afsat 7,5 millioner kroner til ombygning af Holbergskolen, så der kan bygges en daginstitutionn, og to millioner kroner årligt i 2021-2023 til løbende renovering.

På social- og sundhedsområdet bliver der afsat 300.000 kroner til en undersøgelse af muligheden for at bygge et sundhedshus i Dianalund.

På kultur- og fritidsområdet er partierne blandt andet enige om at bruge tre millioner kroner på at renovere Pedersborghallen.

I alt er 30 millioner kroner sat af at igangsætte initiativer i den fireårige periode. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App