Politihund fandt tyv i vandhul

To tyve forsøgte torsdag formiddag at stikke af fra politiet, men flugten endte for den ene på en mark og den anden i et vandhul.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det blev en våd affære, da politiet torsdag morgen anholdt to tyve.

Ved 10-tiden så en hundepatrulje to unge mænd køre væk fra butikstorvet i Rønnede på en ATV.

Det vakte så meget opsigt, at betjentene gerne lige ville i kontakt med mændene, men de havde andre planer. De susede videre ud af Rønnede og ad Slettehavevej under motorvejsbroen.

I vand til livet

Her kørte de ud på en mark, men sad fast, fordi der var vådt. De lod ATV'en stå, smed en rygsæk fra sig og fortsatte til fods, men for den enes vedkommende blev flugten kort, da han blev løbet op kort tid efter. Den andens flugt blev våd.

- Han havde gemt sig i et vandhul, men politihunden fandt ham og hoppede ned til ham, Det samme gjorde en betjent, så de stod i vand til livet, siger vagtchef Søren Østervig fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Mændene, der er henholdsvis 17 år og 18 år, blev anholdt, og den 18-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør, idet han er kendt af politiet og tidligere taget for kriminalitet.

Ipad og vielsesring

I rygsækken, som de to smed fra sig, fandt politiet en iPad, 405 euro, nogle danske kroner og en vielsesring med indgraveringen 'Jørgen 9/9-95'.

Politiet kender ikke gerningsstedet og vil derfor gerne i kontakt med folk, der kender til de stjålne sager. De kan kontaktes på telefon 114.


Nyhedsoverblik