Politiet søger vidner - kvinde udsat for groft røveri i sit hjem

00:36

Gerningsmanden forsvandt fra stedet i ukendt retning.

Politiet søger vidner, efter en 65-årig kvinde i nat blev udsat for et røveri i Stenlille.

Klokken 06:34 modtog politiet en anmeldelse om, at kvinden havde været udsat for røveri på sin bopæl på Kirkevej.

Gerningsmanden indfandt sig på kvindens bopæl, hvor han brød et vindue op og trængte ind til kvinden, der blev udsat for vold.

Hun er så meget forskrækket og påvirket af at have været udsat for den behandling, men hun har det efter omstændighederne godt

Søren Ravn-Nielsen, vicepolitiinspektør, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Det oplyser vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Hun blev opsøgt i løbet af natten og har været udsat for en temmelig grov behandling. Hun har været udsat for vold. Hun har været under behandling i formiddag, siger han til TV2 ØST.

- Hun er så meget forskrækket og påvirket af at have været udsat for den behandling, men hun har det efter omstændighederne godt.

Artiklen fortsætter under billedet.

Politiet ledte med hunde i området efter røveriet. Foto: René Lind

 

Kender ikke udbyttet endnu

Kvinden lå og sov, da gerningsmanden trængte ind i hjemmet.

- Vi har ikke et helt klart tidspunkt, men det er formentlig foregået sent på natten.

Ifølge politiet forsvandt gerningsmanden fra stedet i ukendt retning.

- Det er uklart, hvad der har været af udbytte ved røveriet, og det er noget af det, vi arbejder med nu, sammen med de tekniske undersøgelser og forhøringer i området, siger Søren Ravn-Nielsen.

Gerningsmanden beskrives som:

  • Mand
  • Ca. 20-25 år
  • Almindelig af bygning
  • Ca. 165-170 cm. høj
  • Kort mørkt hår
  • Talte dansk med udenlandsk accent
  • Lyse bukser, lys kortærmet skjorte, mørke handsker og maskeret ansigt
  • Medbragte en skruetrækkerlignende genstand

Talstærkt til stede hele dagen

Politiet har hele dagen været talstærkt til stede på adressen. Ifølge TV2 ØST's oplysninger har efterforskere gået rundt med DNA-dragter og masker, ligesom der også har været hundepatruljer til stede.

Politiet betragter sagen med stor alvor og efterlyser vidner, der natten til i dag har befundet sig i Stenlille, og som har bemærket mistænkelige personer eller køretøjer.

Vi vil meget gerne klarlægge, hvad der har været af trafik i Stenlille i løbet af natten i håb om, at nogen kan have set gerningsmanden

Søren Ravn-Nielsen, vicepolitiinspektør, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

- Vi ved ikke mere om, hvor han er flygtet hen. Vi har fået et signalement af gerningsmanden, og vi er meget interesserede i at høre fra vidner, der har været i Stenlille mest i den sidste del af natten, og som kan have set den her person eller mistænkelige køretøjer i området, siger vicepolitiinspektøren.

- Vi vil meget gerne klarlægge, hvad der har været af trafik i Stenlille i løbet af natten i håb om, at nogen kan have set gerningsmanden. Han kan sagtens have opført sig påfaldende et eller andet sted i løbet af aftenen eller natten.

Artiklen fortsætter under billedet.

Søren Ravn-Nielsen er efterforskningsleder i sagen. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Politiet arbejder fortsat med de tekniske undersøgelser. De har i løbet af dagen afhørt den forurettede kvinde og snakket med folk i området i Stenlille.

Vidner kan kontakte politiet på telefon 1-1-4.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App