Et nyt samarbejde skal sætte fokus på it-kriminalitet.
For digitale borgere, altså unge mennesker, der er vokset op med internettet, bliver udsat for økonomisk kriminalitet i lige så høj grad som resten af befolkningen, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.
Derfor er de unge, digitale borgere fra mediefagslinjen på ZBC Handelsgymnasiet HHX i Næstved og politiet nu gået sammen om at lave kampagnefilm, der skal oplyse og forebygge, at flere bliver franarret deres penge på nettet.
Økonomisk kriminalitet dækker blandt andet over fishing, romance-scam og non-delivery fraud, som i bund og grund går ud på at få folk til at udlevere deres penge og kreditoplysninger.
- Udfordringen er, at økonomisk kriminalitet er stærkt stigende. Vi vil gerne have, at det er de unge, der skal kommunikere med de unge, siger politikommisær Carsten Høj Hansen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Det er blevet til seks videoer, som skal være en del af politiets oplysningskampagne.
Videoerne havde snigpremiere på ZBC i Næstved mandag. En af dem handler om non-delivery fraud, hvor kunden betaler for en vare, der aldrig dukker op.
Artiklen fortsætter efter videoen.
Politiet vil gerne nå ud til den lokale handel
Folk køber og sælger sager på nettet, og på Facebook kan man finde flere lokale handelsgrupper. Politiet har derfor taget kontakt til administratorerne hos flere sjællandske handelsgrupperne for at dele videoerne med de rette mennesker.
Udover at levere oplysninger om økonomisk kriminalitet har politiet også løbende været i dialog med mediefagseleverne fra ZBC i Næstved.
Dog har mediefagslæreren også været indeover, når det kommer til indholdet i kampagnevideoerne og har derved sørget for, at eleverne har fået en optimal undervisning.
- Indholdet og virkemidler har jeg stået for at hjælpe med, siger mediefagslærer Heidi Christensen.
- Politiet har leveret ønsker til emner og modeller, som eleverne har tolket ud fra til deres videer, fortsætter hun.
Muligheden for samarbejdet mellem politiet og mediefagsklassen opstod efter et opkald fra politiet. Her kunne mediefagslæreren se muligheder for god læring ved samarbejdet.
- Der har været et ønske fra polititets side om at ramme målgruppen. Man ville helst ikke ende ud med at ramme ved siden af, siger Heidi Christensen.
- Vi har arbejdet med kampagnefilmsteorier, og det er blevet til seks film a 40-50 sekunders varighed, siger Heidi Christensen.
ØKONOMISK KRIMINALITET PÅ NETTET
- Non-delivery fraud: Man betaler for en vare på nettet, som aldrig når frem. Det sker typisk ved handel på falske hjemmesider eller med personer, man ikke mødes med.
- Fishing: E-mails hvor man bliver franarret sine kontooplysninger eller bliver bedt om at indbetale penge, som ikke går til det, man tror.
- Romance-scam: En person udgiver sig for at være et romantisk emne, som beder om at få penge til behov eller får udleveret kreditoplysninger, som derefter misbruges.
Kilde: Politiet