Politiet fik klokken 15.24 torsdag en anmeldelse fra Mørkøv-området. Anmelderen mente at vide, at en navngiven mand skulle være i besiddelse af en pistol. Manden skulle opholde sig på en specifik adresse i Mørkøv.
- Vi rykker ud til adressen, hvor vi kommer i kontakt med manden og forsøger at få ham til at komme ud af huset. Men det er han ikke interesseret i, siger kommunikationsmedarbejder, Carsten Andersen.
Kørt til psykiatrisk afdeling
Da manden ikke havde i sinde at komme ud til politiet, valgte de i stedet at lægge sig i ring rundt om den mistænkte.
Det var dog ikke længe, at de blev nødt til at være til stede på adressen. Klokken 15.42 nøjagtigt valgte manden at følge politiets opfordring.
- Han vælger til sidst selv at komme ud. Og vi vurderer så, at han er i sådan en tilstand, at han skal køres til psykiatrisk afdeling på Slagelse Sygehus, siger Carsten Andersen.
Ved en efterfølgende ransagning af stedet fandt politiet ingen våben, og anmeldelsen viste sig at være grundløs.