Politiet forbød klatrevæg - nu vil sportsfolk hive dem i retten

Sorø Sportsråd og politiet er uenige om tilladelserne til byens nye klatrevæg. Nu søger Sportsrådet fri proces til at prøve sagen ved retten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det skulle egentlig bare have været et sted, hvor byens børn og unge kunne have det sjovt. Men en klatrevæg i Sorø står stadig ufærdig. Den er nemlig blevet genstand for et større juridisk slagsmål.

Sorø Sportsråd, en paraplyorganisation for idrætslivet i Sorø, er nemlig røget i totterne med ingen ringere end Rigspolitiet. Stridens kerne er, hvilke tilladelser og forsikringer, foreningerne skal have på plads, før klatrevæggen kan åbnes.

Det ærgrer formanden for Sorø Sportsråd, Ole Ring.

quote Politiet er så langt ude, at det er helt håbløst

Ole Ring, Sorø Sportsråd

- Formålet er jo bare at lave en legeplads til byens børn. Vi indviede fodboldbanen for fire-fem år siden, og nu var det blevet tid til at udvide, fortæller han.

Klatrevæggen er en del af streetsport-parken i Sorø, der blandt andet rummer en street-fodboldbane og parkourbane.
Klatrevæggen er en del af streetsport-parken i Sorø, der blandt andet rummer en street-fodboldbane og parkourbane. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Satte en kæp i hjulet

Streetsport-parken, der ligger bag ved Sorøhallen, har udover klatrevæggen også en skaterbane og en parkourbane. Pengene til parken, i alt 1.2 millioner kroner, er skaffet via donationer fra banker, Rotary i Sorø og Sorø Kommune.

Den første del af banen blev indviet allerede i august. Men klatrevæggen står forladt tilbage. Der mangler at blive monteret greb, og der skal laves et faldunderlag af skum.

- Vi ville også gerne have indviet klatrevæggen, men det satte politiet en kæp i hjulet på, siger Ole Ring.

quote Jeg vil erkende, at jeg er sur. Vi har søgt tilladelse hos Sorø Kommune, og vi mener, at vi opfylder alle krav

Ole Ring, Sorø Sportsråd

Uenigheden om den ny klatrevæg går helt tilbage til foråret. Her fortalte Sorø Sportsråd om den kommende klatrevæg i avisen - og dagen efter blev de kontaktet af Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi, som forbød dem at åbne for brug af klatrevæggen.

Her mente Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, at reglerne omkring klatrevæggen var omfattet af forlystelsesbekendtgørelsen, fordi klatrevæggen skal bruges til leg og er 4.7 meter høj.

Ifølge forlystelsesbekendtgørelsen skal en klatrevæg i den højde, og som er offentlig tilgængelig for alle, godkendes af enten af den rådgivende virksomhed Force Technology eller Teknologisk Institut, og derudover er der en række nødvendige forsikringer.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Streetsport-parken blev indviet i august. Der er skaterbane og en parkourbane. Nu er det blot klatrevæggen, der mangler at blive godkendt. 
Streetsport-parken blev indviet i august. Der er skaterbane og en parkourbane. Nu er det blot klatrevæggen, der mangler at blive godkendt.  Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Sendte klage til Rigspolitiet

Striden står altså om, hvorvidt der er tale om en offentlig forlystelse eller inventar til en legeplads. Sorø Sportsråd mener, at reglerne omkring klatrevæggen er underlagt krav i bygningsreglementet, og at de derfor allerede har fået de fornødne tilladelser af kommunen. 

På grund af uenigheden i sagen besluttede Sorø Sportsråd at klage til Rigspolitiet, der dog netop i en skriftlig afgørelse har valgt at give Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi ret.

- Jeg vil erkende, at jeg er sur. Vi har søgt tilladelse hos Sorø Kommune, og vi mener, at vi opfylder alle krav. Så kan jeg ikke forstå, at politiet bare kommer og siger, at det er de ligeglade med. Jeg opfatter politiet som arrogante, siger Ole Ring.

Grebene til klatrevæggen ligger klar - men før tilladelsen er på plads, kan den ikke indvies.
Grebene til klatrevæggen ligger klar - men før tilladelsen er på plads, kan den ikke indvies. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

For Sportsrådet er det langt fra ligegyldigt, om klatrevæggen juridisk regnes for en offentlig forlystelse eller som en del af en legeplads. Det har nemlig store konsekvenser.

- Politiet forlanger, at der skal være tilsyn med den, og at vi skal lukke den klokken 22 om aftenen. Hvordan fanden gør man det, spørger Ole Ring med henvisning til, at klatrevæggen står på et helt åbent område.

Derudover forlanger politiet særlige inspektioner og forsikringer. Forhold, som Sorø Sportsråd finder for besværlige og vidgtgående.

Søger om fri proces

Ifølge Ole Ring har Sorø Sportsråd skriftlig forsøgt at forklare, at nok er klatrevæggen 4,7 meter høj, men at det ifølge legepladsdirektivet ikke er højden, der er afgørende, men hvordan grebene er placeret, og hvor langt der er ned til faldunderlaget derfra.

- Det virker ikke, som om de har læst det. De har i hvert fald ikke forholdt sig til det, mener Ole Ring.

Sorø Sportsråd vil nu søgt Justitsministeriet om fri proces til at føre en sag ved domstolene mod Rigspolitiets afgørelse. Får de ikke det, kan de klage til ombudsmanden. Lykkedes det ikke, overvejer Sportsrådet at føre en civil proces.

- Politiet er så langt ude, at det er helt håbløst, siger Ole Ring.

TV2 ØST har været i kontakt med Rigspolitiet, som dog ikke på nuværende tidspunkt har ønsket at give kommentarer til sagen.


Nyhedsoverblik