Politiet erkender manglende efterforskning i Emilie Meng-sagen

17-årige Emilie Meng fra Korsør forsvandt efter en bytur i juli 2016 og fundet dræbt i en sø nær Borup den 24. december samme år. Hendes gerningsmand er stadig på fri fod.

En ny dokumentar sår tvivl om politiets arbejde i Emilie Meng-sagen, hvor der ikke blev indhentet vigtigt bevismateriale.

Politiet indrømmer nu selv, at de ikke foretog vigtige efterforskningsskridt i opstartsfasen af Emilie Meng-sagen.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

- Det er rigtigt, at politiet – på baggrund af de dengang foreliggende oplysninger – i den helt indledende fase, vurderede, at sagen drejede sig om en eftersøgningssag. Det medførte, at visse efterforskningsskridt ikke blev taget i opstartsfasen, hvilket ville være sket, hvis vi havde vurderet sagen anderledes, skriver politiet og fortsætter:

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi tager Emilie Meng-sagen meget alvorligt

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi tager Emilie Meng-sagen meget alvorligt. Vi har afsat omfattende ressourcer til efterforskningen, og vi gør alt, hvad vi kan, for at finde frem til gerningsmanden bag en meget tragisk forbrydelse.

17-årige Emilie Meng fra Korsør forsvandt den 10. juli 2016. Hendes lig blev fundet et halvt år senere.

Har ikke indhentet videoovervågning

Udtalelsen kommer i kølvandet på en DR-dokumentar, hvor bliver sået tvivl om politiets efterforskning i sagen om Emilie Meng i en ny DR-dokumentar. 

I dokumentaren kommer det blandt andet frem, at politiet ikke har indhentet overvågningsmateriale fra to udfaldsveje fra Korsør. 

Tidligere i forløbet har politiet været ude med en efterlysning af en hvid kassevogn. Den har flere vidner uafhængigt af hinanden set i området omkring Korsør Station.

En gennemgang af overvågningskameraer i området foretaget af journalisterne bag dokumentarprogrammerne finder to steder, hvor der findes videoovervågning og mulighed for at tjekke, om der skulle have været en hvid kassevogn på nogen af de to veje, der fører fra Korsør til Borup.

Artiklen fortsætter under billedet.

17-årige Emilie Meng fra Korsør forsvandt efter en bytur i juli 2016 og fundet dræbt i en sø nær Borup den 24. december samme år. Foto: TV 2

I dokumentaren kører journalisterne en tur på de to veje og finder et kamera på hver af dem, som filmer direkte ud på vejen. Det er vurderingen, at et af de kameraer ville kunne have filmet gerningsmanden i sit køretøj, hvis han er kommet den vej.

Men de kameraer har politiet ifølge DR aldrig undersøgt.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har ikke ønsket at udtale sig om oplysninger før nu.

- Da efterforskningen fortsat pågår, finder vi det rigtigst ikke at deltage i interviews, blandt andet fordi gerningsmanden kan have glæde af detaljerede oplysninger om, hvor vi står i efterforskningen. Informationer, som kan give gerningsmanden indblik i vores efterforskning, vil derfor i værste fald kunne besværliggøre denne yderligere, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Drab på Emilie Meng førte til opdagelse af telefejl

For nylig kom det frem, at der i sagen om Emilie Meng manglede teledata, og derfor slog efterforskere alarm i november 2018.

I november 2018 foretog teleteknikere en ekstraordinær gennemgang af sagen om drabet på den 17-årige Emilie Meng fra Korsør.

Artiklen fortsætter under kortet.

Den 17-årige Emilie Meng fra Korsør forsvandt sidste år den 10. juli omkring klokken 04.00 om morgenen efter en bytur og blev senere fundet dræbt i en sø nær Borup juleaftensdag 2016. Foto: Michael Vogelius, TV ØST

De konstaterede store mangler i det materiale om potentielle gerningsmænds aktivitet i telenettet, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi havde modtaget fra Rigspolitiet. Det oplyser centrale kilder i blandt andet politiet ifølge Politiken.

Omkring det mulige gerningstidspunkt havde politiet i et såkaldt mastesag indhentet data om aktive telefoner i området. Men de tekniske eksperter opdagede nu, at der var over en times hul i datamaterialet.

Rigspolitiet har ingen kommentarer, skriver Politiken.

Bistandsadvokat: Afgørende betydning for efterforskning

Den efterladte families bistandsadvokat mener, at det kan have haft afgørende betydning for efterforskningen.

- Fejlen kommer jo frem tre år efter, efterforskningen faktisk startede, og i de tre år har der været en masse mistænkte og en masse spor igennem politiet. Det er klart, at politiet naturligt vil holde alle de her oplysninger op imod teleoplysninger. Hvis de har været mangelfulde - og markant mangelfulde, som de er i den her sag - så kan det have givet et ret stort problem. Konkret kan det betyde, at mistænkte har fået lov at gå på det forkerte grundlag, siger bistandsadvokat Mai-Britt Storm Thygesen.

Emilie Meng blev fundet i et øde område i en sø ved Regnemarks Bakke tæt ved grusvejen, som går ud til Vestre Ringvej lige nord for Vestmotorvejen ved Borup. Hun blev fundet juleaftensdag 2016 - et halvt år efter hendes forsvinden.

Ifølge teleanaytiker Torben Rune har politiet i Emilie Meng-sagen mulighed for at grave endnu dybere i datamaterialet fra findestedet.

- Findestedet for Emilie Meng er specielt, fordi der er meget dårlig mobildækning, og hvis gerningsmanden har gået rundt der med en tændt telefon, vil den afsløre nogle specielle skift mellem de master, der dækker det her område. Et skift, som kun vil forekomme ganske få steder i nærheden af det her område. Så hvis gerningsmanden har gået rundt der med en tændt mobiltelefon, så er det kun et spørgsmål om tid, før han bliver fundet. Så kan han ligeså godt anmelde sig selv allerede nu.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App