Stadig på fri fod: Her er den flygtede bandeleder, som politiet jagter på Sjælland

Politiet offentliggør nu et billede af den mand, der tirsdag blev befriet under en væbnet aktion på Psykiatrisygehuset i Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterlyser nu den mand, der tidligere i dag blev befriet under en væbnet aktion på Psykiatrisygehuset i Slagelse.

Der er tale om 24-årige Hemin Dilshad Saleh. Han er 183 cm høj, almindelig til kraftig af bygning, sort kort hår, brun hud og formentlig fuldskæg.

Politiet henstiller til, at man ikke selv tager kontakt til den flygtede mand, hvis man ser ham, men i stedet kontakter politiet på telefon 1-1-4.

quote Hvis man ser noget mistænkeligt i denne anledning, bør man henvende sig til politiet og ikke selv forsøge at tage kontakt

Kim Kliver, politiinspektør, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

- Der er umiddelbart ingen grund til bekymring for almindelige borgere, men hvis man ser noget mistænkeligt i denne anledning, bør man henvende sig til politiet og ikke selv forsøge at tage kontakt, udtaler politiinspektør Kim Kliver, Sydsjællands og Lolland Falsters Politi.

Ifølge flere medier som TV 2, DR og Ekstra Bladet er den undslupne fange et ledende bandemedlem i gruppen Nord-Nordvest (NNV). NNV spiller en aktiv rolle i bandekrigen, hvor de ligger i konflikt med gruppen Brothas.

Den 24-årige mand skulle angiveligt være varetægtsfængslet i en sag om et overfald i en frisørsalon på Nørrebro sidste år. 

16 andre bandemedlemmer er dømt i sagen, mens Hemin Dilshad Saleh fortsat venter på retssagen. Bandelederen blev anholdt i Lyngby den 10. oktober efter at have været eftersøgt i et år. Politiet mener, at han har opholdt sig i Spanien i noget af tiden, skriver B.T.

VIDEO: Politiet var tirsdag eftermiddag og aften talstærkt til stede ved Psykiatrisygehuset i Slagelse.

 

Menneskejagt i gang

Klokken 16.52 blev den 24-årige mand befriet fra en psykiatrisk afdeling i Slagelse, og der blev i den forbindelse affyret skud. Ingen personer er kommet til skade, men politiet leder nu intenst efter gerningsmændene og den befriede mand i samarbejde med de andre sjællandske politikredse.

Ifølge TV2 ØSTs oplysninger er politiet blandt andet til stede ved Korsør Station, hvor de har undersøgt en hvid Opel Insignia med en smadret rude. Ifølge TV2 Østs kilder er der en sammenhæng med aktionen i Korsør og fangeflugten fra Psykiatrisygehuset i Slagelse, men det har ikke været muligt at få en kommentar fra politiet.


Nyhedsoverblik