Politiet advarer om farlige situationer i travl tunnel

Hvert år er uforsvarlig kørsel i Guldborgsundtunnelen skyld i farlige situationer. Det vil både Vejdirektoratet og politiet ændre med gode råd.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For høj fart, uforsvarlige overhalinger og forkert monterede trailere og campingvogne er hvert år skyld i en række farlige situationer i landets vejtunneler.

Det gælder også Guldborgsundtunnelen mellem Lolland og Falster, hvor der sidste år var fem situationer, som ifølge Vejdirektoratet kunne have ført til alvorlige ulykker og personskader.

Derfor opfordrer Vejdirektoratet og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi nu trafikanterne til at køre mere sikkert og forsvarligt gennem tunnelen, så der ikke opstår ulykker.

- Trafikanterne skal jo køre ordentligt, uanset om de kører på en åben vej eller i en tunnel. Det bliver bare en tand mere alvorligt, hvis ulykken sker i en tunnel, fordi der kan opstå panik. Derfor går vi nu ud med denne opfordring sammen med politiet, udtaler Emelie Bjerkander, sikkerhedsansvarlig ved Vejdirektoratet, i en pressemeddelelse.

quote Politiet ser med stor alvor på trafikanter, der opfører sig uforsvarligt, idet en sådan adfærd alt for tit ender i meget alvorlige færdselsuheld

Erik Mather, vicepolitiinspektør og leder af færdselsafdelingen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Hun arbejder med sikkerhed på broer og tunneler og har fulgt situationen gennem nogen tid.

Politiet har øget fokus på tunnelen

Hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi er man meget opmærksomme på problemet.

- Politiet ser med stor alvor på trafikanter, der opfører sig uforsvarligt, idet en sådan adfærd alt for tit ender i meget alvorlige færdselsuheld – ofte med tragisk udgang, siger Erik Mather, vicepolitiinspektør og leder af færdselsafdelingen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, i en pressemeddelelse.

Derfor har politiet i de seneste par år haft øget fokus på hastighedsovertrædelser gennem Guldborgsundtunnelen, og den samme indsats fortsætter med uformindsket styrke i årene fremover.

Fire gode råd

Helt konkret opfordrer Vejdirektoratet og politiet trafikanterne til at følge disse fire gode råd, når de kører gennem tunnelen:
  • Vær opmærksom på hastighedsgrænsen.
  • Hold god afstand.
  • Undgå så vidt muligt at skifte vognbane.
  • Sørg altid for at gods, trailere og campingvogne er forsvarligt monteret​​​​​​​​​.

Kilde: Vejdirektoratet og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Nyhedsoverblik