Politiaktion: Der er stadig for mange på mobilen i bilen

Uopmærksomhed i trafikken spiller ind i hver tredje dødsulykke. Derfor er der løbende landsdækkende kampagner som Rådet for Sikker Trafik´s ”Kør bil, når du kører bil”. Foto: Rådet for Sikker Trafik

For mange taler i mobilen, når de kører. Politiet håber, at det snart bliver socialt uacceptabelt at være uopmærksom i trafikken.

Eksemplerne er mange: Lastbilchauffører, der udfylder fragtbreve. Kvinder, der lægger make-up, og så bliver der spist og drukket kaffe. Og ikke mindst så bliver mobilen tjekket, der bliver sendt sms´er og talt i telefon. Eksemplerne er ikke fra privaten eller jobbet, men fra de danske veje, hvor danskerne har forvandlet deres biler til rullende kontorer.  

Vi har et ønske om, at det skal være socialt uacceptabelt at være uopmærksom, når man kører. 

Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

- Hvis du kigger væk fra vejen i bare fire sekunder, så når du at køre rigtig mange meter, siger Christian Berthelsen, der er politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

- Det er alt, hvad der gør, at du fjerner øjnene fra vejen, der er farligt. Og det bliver også farligt, hvis du spilder noget, får varm kaffe ned over dig eller taber din mad ned i skødet. Det skaber uro, fordi man sidder og prøver at få det væk, og det er med til at gøre det farligt, fortæller han.   

Tal på uopmærksomhed i trafikken

• I en tredjedel af alle trafikulykker er uopmærksomhed en afgørende faktor.

 

• I gennemsnit foretager vi os distraherende ting i 30% af den tid, vi kører bil.

 

• 70 % af dét, der distraherer os, foregår inde i bilen.

 

Kilde: Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

Se mere

Politiet har netop gennemført en landsdækkende indsats mod uopmærksomhed i trafikken. Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi gennemførte 23 kontroller i perioden mellem mandag den 6. maj til og med søndag d. 12. maj. I alt fik 151 trafikanter bøder for at tale i mobil, 11 kørte uden sele og fire kørte over for rødt.

Ærgerlig over tallene

Midt- og Vestsjællands Politi gennemførte 11 kontroller. Her fik 23 personer bøder for at tale i mobil, fire kørte uden sele og to kørte over for rødt.  

- Jeg er ærgerlig over, at tallene ikke er lavere. Vi kan jo se på statistikkerne, at antallet af ulykker, der skyldes uopmærksomhed, er faldende. Men desværre ikke så voldsomt faldende, som vi godt kunne tænke os. Men jo mere vi får sat fokus på det her, jo mere får vi antallet af ulykker ned, der skyldes uopmærksomhed, siger Christian Berthelsen.

Socialt uacceptabelt at være uopmærksom

Antallet af trafikanter, der har fået en bøde for at tale i håndholdt mobil, mens de kørte bil, varevogn, lastbil, bus, knallert eller cykel, er faldet. I 2014 fik 43.661 personer en bøde. I 2018 var tallet 22.443, men altså stadig alt for højt, ifølge politiet.

- Vi har et ønske om, at det skal være socialt uacceptabelt at være uopmærksom, når man kører. Ligesom det er blevet totalt uacceptabelt i befolkningen, at man kører bare ikke spirituskørsel. Den holdning kunne vi godt tænke os kunne blive overført til uopmærksomheds-området, siger Christian Berthelsen.

Sådan undgår du ulykker

Politiet har flere gode råd til, hvordan man kan undgå ulykker, når man kører:

• Drop mobilen og sociale medier, når du kører bil.

• Hold ind til siden, hvis du skal indstille din GPS eller ringe.

• Hold ind til siden og få ro i bilen, hvis børnene er urolige og kræver din opmærksomhed.

• Lad være med at lede efter ting, du taber. Kør ind til siden - eller vent til du kommer frem.

• Kig på trafikken, også mens du taler med dine medpassagerer.

• Få andre i bilen til f.eks. at skrue låget af din vandflaske, taste på GPS, række dig solbriller etc. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App