Pludselig sagde de over højtaleren, at vi skulle evakueres

Al sejlads til Tyskland er afbrudt på grund af en bombetrussel. Thomas Prange Thrane-Olsen var ombord på færgen, da de skulle evakueres.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Al færgetrafik til Tyskland fra Rødby og Gedser er onsdag eftermiddag blevet afbrudt efter en bombetrussel.

Thomas Prange Thrane-Olsen fra Skibby var ombord på en af Scandlinesfærger, som blev ramt af bombetruslen.

Han havde lige sat sig til rette for at spise på Scandlinesfærgen M/F Prinsesse Benedikte mellem Rødby-Puttgarden, da en meddelelse fra højtaleren pludselig ændrede alt.

- Lige pludselig siger en stemme i højtaleren på dansk og engelsk, at der er kommet en trussel, og vi skal evakueres, siger Thomas Prange Thrane-Olsen til TV ØST.

Selvom det var en alvorlig besked til passagerne på færgen, så forløb evakueringen ifølge Thomas Prange Thrane-Olsen roligt og uden panik.

Thomas Prange Thrane-Olsen var på vej over færgen for at handle, men må i stedet væbne sig med tålmodighed på togstationen i Rødby, mens politiet undersøger færgerne.

Undersøger alle færger

De mange mennesker, som skulle have været med færgen, er blevet henvist til togstationen i Rødby tæt på færgerne, hvor de blandt andet har fået udleveret vand.

- Vi har fået en henvendelse, som vi er nødt til at undersøge nærmere. Lige nu tjekker vi færgerne i både Rødby og Gedser, siger Anne Dorte Hoppe Søe fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST. 

- Vores eksperter er i gang med at undersøge skibene. Det tager noget tid. Vi er nødt til at være grundige, så vi opfordrer alle til at være tålmodige, mens vi udfører vores arbejde, tilføjer hun.

Der er ingen tidshorisont på, hvornår færgefarten igen kan normaliseres.


Nyhedsoverblik