Fabrikken Expladan Recycling i Hårlev på Stevns blev natten til tirsdag ramt af en meget voldsom brand.
Det oplyser vagtchef Boye Rasmussen fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.
Fabrikken arbejder med genindvinding af plastikmaterialer.
Anmeldelsen indløb ind klokken 3.46, og Østsjællands Beredskab samt Beredskabsstyrelsen har siden arbejdet på at slukke branden.
- Den seneste melding, som jeg har, er at branden er under kontrol, og at det især er vanddamp. Det, som man kan se derude, er især vanddamp, siger Boye Rasmussen.
Beredskabsstyrelsen tilkaldt
Der var tale om en kraftig brand, og Østsjællands Beredskab har fået hjælp af Beredskabsstyrelsen til at bekæmpe branden.
Beredskabsstyrelsen har blandt andet stillet med 11 mand, en brandsprøjte og en redningskran.
Politiet og beredskabet har været særligt opmærksomme på branden, da de har frygtet, at den brændende plastik kunne udsende giftig røg. Det har dog ikke været et problem, og branden har hverken været farlig for dyr eller mennesker.
- Branden har faktisk ikke udviklet ret megen røg, og der har heller ikke været behov for at advare naboer om branden, siger vagtchefen kort efter klokken 06.00 tirsdag.
Fabrikken er dog meget ødelagt af flammerne.
- Vi kan endnu ikke sige, hvorfor branden er opstået. Det er noget, som vi senere vil se på, siger Boye Rasmussen.