Beliggenheden er enhver ejendomsmæglers drøm, for den er helt unik: Den er tæt på natur, tæt på bymidten og tæt på togstationen. Tre vigtige parametre, når man som byrådspolitiker vil tiltrække nye tilflyttere og have sin by til at blomstre og udvikle sig.
Jeg tror, der vil være investorer og private folk, der kan se et perspektiv i det, og det er jeg også sikker på at kommende beboere vil kunne
Det var derfor også et begejstret byråd, der roste den lokalplan for området ved Rådmandshaven i Næstved, som et flertal i byrådet tirsdag sendte i høring.
- Vi mener, at lokalplanen tilgodeser naturen ved, at der ikke røres ved Herlufsholm skoven og Susåen. Vi giver planen medvind og har svært ved at skjule vores begejstring, sagde Lars Hoppe Søe (R).
- Det giver et løft, for det er mennesker, der gør en bymidte spændende, sagde Helge Adam Møller (K), da punktet blev drøftet på byrådsmødet.
Artiklen fortsætter under videoen.
Den plan, som byens borgere nu kan være med til at drøfte, går ud på at bygge 180 boliger på begge sider af Rådmandshaven, der i dag er en af indfaldsvejene til Næstved. Håbet er at få samlet bymidten og skabe mere liv i byen.
Byggeri skal harmonere
Bygningernes højde skal harmonere med de bygninger, der ligger i området i forvejen og variere mellem to og fem-seks etager. Der er også lagt op til, at et enkelt af husene kan være på op til otte etager.
Derudover er der planer om at erstatte de parkeringspladser, der ligger på venstre side af Rådmandshaven op mod Rådhusets administrationsbygning, med to parkeringshuse.
- Jeg tror, der vil være investorer og private folk, der kan se et perspektiv i det, og det er jeg også sikker på, at kommende beboere vil kunne, siger Daniel Lillerøi (S), der er formand for Plan- og Erhvervsudvalget i Næstved Kommune og tilføjer:
- Det er vigtigt at have en attraktiv bymidte. Vi lavede en udviklingsplan i 2016, og en af de konkrete udfordringer i den er, at der ikke bor lige så mange mennesker i byen, som vi gerne vil have. En plan som den her kan give flere borgere, attraktive bynære boliger tæt på et rekreativt område, og så får handelslivet også andre og bedre muligheder, siger Daniel Lillerøi.
Også på gaden er de borgere, TV2 ØST talte med i dag, med på ideen.
- Det er fint nok. Det virker til, at der er mangel på boliger. Jeg synes ikke, der sker så meget her i centrum. Der er mange butikker i centrum, der lukker, og nu snakker de også om at udvide storcenteret, så jeg synes, der mangler noget i dette område for at få noget mere liv, siger Camilla Holm.
Andre er lidt mere forbeholdne, selv om de godt kan se, at planerne kan give mere liv.
- Umiddelbart bliver jeg en lille smule overrasket. Det lyder lidt stort og ekstremt her midt i centrum. Det kan godt være, det giver mere trafik og mylder, men det giver måske også mere til bylivet, siger Jacob Jørgensen.
Det er dog ikke hele byrådet, der går ind for planerne. Byrådsmedlem Thor Temte (EL) er enig i, at
bymidten trænger til mere liv, men ønsker sig en helt anden lokalplan, hvor byggeplanerne udelukkende skal gælde for den del af Rådmandshaven, der vender ind mod byen. Den anden side, hvor der i dag er parkeringsplads, skal forblive ubebygget.
- Det er rigtig flot, at man vil bygge en lang husrække på højre side af Rådmandshaven, så man får afsluttet byen. Men det er synd at bygge på den anden side, der hvor parkeringspladsen til Rådhuset ligger. Derfra får man det store åbne vue over havnene og over mod Herlufsholmskoven, og de parkerede biler holder der jo kun i dagtimerne, resten af tiden er udsynet bevaret, siger han.
Artiklen fortsætter under billederne af Rådmandshaven før og efter.
Debatmøde om planerne
Forslaget om kun at bygge på den side af Rådmandshaven, der ligger op mod Næstveds bymidte, får opbakning fra Dansk Folkeparti, der ligesom Enhedslisten altså valgte at stemme imod at sende lokalplanen i høring. Alligevel er Daniel Lillerøi fortrøstningsfuld:
- Nu skal det ud i høring. En meget stor del af det her handler om en parkeringsplads og en vejkant, og det mener jeg ikke, man kan kalde grønne områder. Der er nogle grønne områder bagved, og dem rører vi ikke. Det er vigtigt, vi holder fast i de grønne oaser, siger Daniel Lillerøi.
Høringsperioden er på otte uger. Hvis man vil give sin mening tilkende, skal man skrive til blivhoert@naestved.dk
Den 31. oktober er der indkaldt til borgermøde i Borgerservice i Rådmandshaven 20 med orientering om planerne og debat. Mødet begynder klokken 19.