Plakat-panik hos Radikale Venstre

Allerede inden det store startskud til årets kommunalvalg er der udfordringer hos De Radikale i Kalundborg. Plakaterne er ikke klar.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det Radikale Venstre i Kalundborg skal i dag, som alle de andre partier, hænge deres valgplakater op i kommunens lygtepæle.

Det er den sædvanlige valgkampstradition, at kandidaterne lader deres portrætter pryde bybilledet. Men der er opstået en mindre krise hos fem byrådskandidater fra De Radikale.

De kan ikke sætte deres plakater op i dag, fordi en maskine i Hedensted er brudt ned. Derfor er det ikke muligt at få plakaterne før næste uge. Men der risikerer de fem politikere at have mistet de gode pladser til deres konkurrenter.

- Det er en decideret katastrofe, siger Ole Glahn (R).

Giver ikke op så let

Men så let lader de sig ikke slå ud, følger han op. For de har en redningsplan parat.

- Vi har en tidligere folketingsdandidat, Jeppe Hedegaard (R), som havde 175 plakater liggende fra Folketingsvalget. Så nu gør vi det, at vi sætter dem op for at reservere pladserne. Så har vi senere mulighed for at tage nogle af hans ned senere og erstatte dem nogle af os andre kandidater fra Radikale, siger Ole Glahn (R).

Partiet har fået lovning på, at de rigtige plakater kommer på mandag. Selvom Ole Glahn (R) og partikollegaer ikke tør håbe for meget på det endnu. Det betyder som minimum, at de første fire dage vil der mangle fire kandidater i lygtepælene i Kalundborg Kommune.

- Vi er, alt til trods, glade og optimistiske, og der jo frisk vind i dag, så vi stiller os med vinden i ryggen. Så har vi da lidt medvind, griner Ole Glahn (R), som står parat til at hænge de første plakater op her klokken 12.

Om valgplakaterne

  • Folketinget har den 21. februar 2017 vedtaget en ændring af vejloven og privatvejloven love, der bl.a. ændrer begyndelsestidspunktet for ophængning af valgplakater.
     
  • Derfor er det først tilladt fra kl. 12.00 den fjerde lørdag før valgdagen indtil otte dage efter valget at have valgplakater hængende.
     
  • Det vil også sige, at valgplakaterne skal være taget ned igen senest otte dage efter valgdagen den 21. november.
     
  • Valgplakaterne må hænges op på master til vejbelysningen på både offentlige og private veje. Derudover må valgplakater på offentlige veje også hænges på vejtræer, hegn samt på indretninger fæstnet i jorden, der har til formål at fremvise valgplakater.
     
  • Valgplakater skal ophænges forsvarligt på en sådan måde, at de ikke dækker for autoriseret afmærkning, herunder færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende udstyr, forhindrer hensigtsmæssige oversigtsforhold eller i øvrigt udgør en fare for trafiksikkerheden.

Nyhedsoverblik