Drikkevandet i fare: Pesticidforurening truer flere små øer

Region Sjælland har fundet pesticidforurening flere steder på Bogø. Fordi det er en ø, kan det have store konsekvenser i forhold til rent drikkevand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Region Sjælland er lige nu i gang med at undersøge for pesticidforurening på det nordvestlige Lolland, Orø, Femø, Fejø, Agersø, Omø og Bogø.

På Bogø har regionen undersøgt for forurening forskellige steder på øen. Resultater viser, at der foreløbigt er to ejendomme, der har har væsentlige forureninger.

quote Det er ret massive fund

Nanette Schouw, chefkonsulent og grundvandsansvarlig i Region Sjælland

- Vi har lavet 20 undersøgelser på Bogø og har fundet frem til nogle ejendomme, der faktisk er kraftig forurenet med pesticider, siger Nanette Schouw, der er chefkonsulent og grundvandsansvarlig i Region Sjælland.

Pestidicerne har endnu ikke ramt vandforsyningsboringer endnu. Men det er kun et spørgsmål om tid, frygter Nanette Shouw.

- Derfor er det vigtigt, at vi handler hurtigt og får stoppet forureningen, forklarer hun.

Resultaterne af jord- og vandprøver fra de to steder på Bogø viser, at der ikke er tale om småproblemer.

- Det er ret massive fund. Ejerne har sådan set ikke gjort noget galt. Det er meget beklageligt, at der er forurening, men de har gjort som alle andre gjorde, siger Nanette Schouw og fortsætter:

- Hvis man skulle skyde på nogen, så er det hele godkendelsessystemet. Miljøstyrelsen har godkendt alle de her pesticider, som viser sig at være grundvandstruende, selvom man ikke vidste det, siger Nanette Schouw. 

Øer er særligt sårbare overfor forurening

Region Sjælland har i deres indsatsplan for 2019 netop prioriteret øerne højt. Øerne er nemlig særlig sårbar over for forurening, da man kan ikke flytte boringer på grund af saltvand, og fordi man ikke kan få rørføringer fra Sjælland. Sådan er virkeligheden blandt andet på Bogø, forklarer Peter Schrøder, formand for Bogø Vandværk:

- Når man bor på Sjælland eller Møn, hvor man har flere vandværker, kan man lave det, der hedder nødforsyning, hvor man kobler flere vandværker sammen. Det kan vi i princippet også på Bogø, men det kan være en meget bekostelig affære, fordi vi skal ligge lange rørledninger. Hvis vi eksempelvis skal lave en nødforsyning, kan vi enten gøre det til Stubbekøbing eller Møn, og så snakker vi 3-4 millioner kroner, siger Peter Schrøder.

quote Hvis det ulyksalige skulle ske, at det ramte alle vores boringer, så kan vi jo ikke levere rent vand

Peter Schrøder, formand for Bogø Vandværk

Derfor er det godt, at man laver dette forebyggende arbejde, så man kan nå at bremse pesticide forureningen, inden den rammer vandværket, påpeger formanden.

- Hvis det ulyksalige skulle ske, at det ramte alle vores boringer, så kan vi jo ikke levere rent vand. Så det er godt, at Region Sjælland prøver at afskærme det her, så det ikke rammer vores boringer, siger Peter Schrøder.

070325_drikkevand.jpg
Læs også
Regioner: Prisen for rent drikkevand er en milliard
070325_drikkevand.jpg
Læs også
Regioner: Prisen for rent drikkevand er en milliard

Forurening kommer fra sprøjtemidler, kemikalie- og affaldsdepoter

Region Sjælland skal nu igang med at pumpe vandet op og rense det.

- Vi har afsat penge til, at der skal etableres en afværgeboring. Du sætter en afværgeboring op og pumper vand op og renser det. Hvis du forestiller dig, det er et sandlag fyldt med vand, holder du vandet tilbage og renser det. Det kan godt tage 5-10 år, siger Nanette Schouw, chefkonsulent i Region Sjælland.

De mest massive forureninger fra pesticider kommer typisk fra vaskepladser, affaldsdepoter og kemikaliedepoter.

På Omø og Agersø er der dog tale om en anden type af forurening, nemlig det der kaldes en fladebelastning. Dvs. der hvor landmændene sprøjter ud på markerne.

- Hvis der er noget på Agersø og Omø er det Miljøstyrelsen og Landbrugs Styrelsen, der selv skal håndtere det, for de har selv godkendt stofferne, siger Nanette Schouw.

Vandglas
Læs også
Rester af forbudt svampegift fundet i drikkevandet: Her er det værst hos os
Vandglas
Læs også
Rester af forbudt svampegift fundet i drikkevandet: Her er det værst hos os

Regeringens sundhedsudspil

  • I Regeringens sundhedsudspil er der lagt op til, at de opgaver i regionen, der handler om miljø, trafik og kultur flyttes til kommunerne og staten.
  • Regeringen foreslår, at staten overtager regionernes opgave med at bekæmpe jordforurening, så disse opgaver centraliseres i Aalborg og Odense.

En forurening kender ikke kommunegrænser

Formanden for Bogø Vandværk er til et møde sammen med Vordingborg Kommune og Region Sjælland blevet orienteret om, at man undersøger for pesticidforurening.

- Vi kan kun være glade for, at man vil prøve at finde ud af, hvordan forureningen er mht. pesticider, fordi vi som sagt er voldsomt sårbare på Bogø, hvis der skulle ske noget med vores boringer, siger Peter Schrøder.

Ifølge den grundvandsansvarlige i Region Sjælland, har kommunen ikke kompetencer eller ressourcer til selv at gøre det.

- Kommunen kan ikke selv gøre det. Dels har de ofte kun én medarbejder, der sidder med rottebekæmpelse, nabostridigheder og miljø, siger Nanette Schouw.

- Det andet er, at en forurening ikke kender kommunegrænser. Dét der forurener i den ene kommune, strømmer ofte ind i en anden kommune og giver et problem. Det kan være svært for den ene kommune at prioritere at gøre noget ved en forurening, der egentlig ikke er et problem for dem selv.

quote I Region Sjælland har de været åbne overfor ø-problematikken, som er en særlig problematik

Rolf Hoelgaard, Byg, Land og Miljøchef i Vordingborg Kommune

Frygter for regionernes nedlæggelse

I dag står regionerne for indsatsen mod de jordforureninger, der truer menneskers sundhed, vand og natur. Men i regeringens nye sundhedsudspil er der lagt op til, at opgaver skal overgå til staten, og at indsatsen skal centraliseres i Aalborg og Odense.

Formanden for Bogø Vandværk er ellers fint tilfreds med, at dem der har ansvaret for at afværge en forurening er forankret lokalt.

- Det er altid rarest, at dem der har ansvaret er tæt på. Det er klart. Det kan altid være en bekymring, når man centraliserer noget, siger Peter Schrøder.

Rolf Hoelgaard fra Vordingborg Kommune er glad for samarbejdet med Region Sjælland.
Rolf Hoelgaard fra Vordingborg Kommune er glad for samarbejdet med Region Sjælland. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Vordingborg Kommune er også fint tilfreds med at have deres samarbejdspartner tæt på.

- Regionen har en størrelse og en faglighed, der gør, at de er super kvalificeret inden for jordforureningsområdet. De kan løfte den opgave, de har. Det, der hele tiden er udfordringen på jordforureningsområdet, er, at der er for få midler i forhold til opgavens størrelse, men de har nogle fornuftige prioriteringer i regionen i forhold til den indsats, de så kan udføre, siger Rolf Hoelgaard, der er Byg, Land og Miljøchef, Vordingborg Kommune.

- I Region Sjælland har de været åbne overfor ø-problematikken, som er en særlig problematik. Det betyder noget for en kommune, som vores, hvor vi har den her problematik inde på livet.


Nyhedsoverblik