Person kommet alvorligt til skade efter slagsmål - stukket med skarp genstand

En midaldrende mand er i livsfare efter et slagsmål med en bekendt i Holbæk. Manden er blevet stukket med en skarp genstand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En mand har fået livstruende skader efter et slagsmål med en kammerat i haveforeningen Rørvangsparken i Holbæk fredag aften.

Det bekræfter kommunikationsrådgiver Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi overfor TV ØST.

- Den ene er kommet alvorligt til skade, fordi modparten har anvendt noget skarpt. Vi er ved at finde ud af, hvad der er blevet brugt, siger han.

Den anden mand flygtede fra stedet, men politiet har fundet ham.

- Med vidneudsagn og den foreløbige efterforskning ude fra stedet havde vi en god formodning om, hvem det var, så vi har fat i den mistænkte, siger Martin Bjerregaard.

Begge er midaldrende mænd

Der er både ambulance, efterforskere og kriminalteknikere på stedet.

- Da det nu er alvorlig kriminalitet, hvor der er brugt en skarp genstand mod den anden part, så har vi flere folk derude. Der har også været en lægehelikopter derude, men jeg ved ikke, om den er blevet brugt, siger Martin Bjerregaard.

- Men vi har styr på parterne i sagen, og så må vi se, hvad efterforskningen bringer os frem til, når vi skal give den her sag en overskrift.

Politiet kan endnu ikke komme med mange detaljer i sagen, men Martin Bjerregaard fortæller, at de to involverede begge er midaldrende – den ene er sidst i 40’erne, mens den anden er i 50’erne.

- Jeg kan ikke sige mere i øjeblikket, for vi skal have alle til at afgive forklaring, inden man kan læse for meget i medierne.


Nyhedsoverblik