Pensionister vil svede i Kurts Garage

00:47

I Kurts Garage er de ikke bange for at svede

Kurt Christensen inviterer pensionister til motion i sin garage. Det er nu blevet så stor en succes, at folk står i kø for at få lov at være med.

I Kurts Garage er det ikke biler, der bliver skruet på, men i stedet motionspedalerne der bliver trådt hårdt i.

Siden 2009 har Kurt Christensen nemlig indrettet sin garage i Sundby ved Nykøbing Falster med træningsmaskiner i alle afskygninger, og det er nu blevet så stor en succes, at der er ventetid for at få en plads på et af holdene.

- Vi har ikke brug for reklame, for folk er på venteliste nu. Jeg har ikke en fysisk en, men jeg har en liste i hovedet over folk, jeg kan ringe til, når der bliver en plads, fortæller Kurt Christensen.

I øjeblikket er der fem hold hver onsdag, der kører fra klokken 10-15. Der er plads til cirka 14 på et hold, og lige nu er der 70 medlemmer. Alt er derfor booket op.

- Jeg tror, det er populært, fordi det er så uforpligtende. Her kan de komme som de vil. I deres eget tøj. Og de kan tage det i deres eget tempo, siger Kurt Christensen.

Motionsmaskiner fra skrot

Der er kun træning om onsdagen. Resten af ugens dage er garagen fyldt op med biler, og når det så bliver onsdag, hives motionsudstyret frem og bilerne kørt ud.

Medlemmerne betaler et symbolsk beløb på 10 kroner hver måned, så der er ikke mange penge at rutte med, når der skal skaffes udstyr.

Kurt Christensen finder i stedet størstedelen af maskinerne på genbrugspladsen eller i Den Blå Avis, og så klargør han dem, så de fungerer, som de skal.

- Mange af instrumenterne er jo Kurts hjemmesløjd. Det er primitivt, men det virker perfekt, forsikrer Bent Rasmussen, der deltager på et af holdene.   

Motion for pensionister

Kurt Christensen er selv 76 år. Der er både hold for kvinder og mænd, men de er alle sammen over 60 år. Alderspræsidenten er 85, og han regner med at fortsætte længe endnu. 

- Jeg bliver ved indtil Vorherre kalder på mig. Det regner jeg med, at han gør når jeg bliver 94 år. Så jeg har da ni gode år endnu, siger Erik Dyrborg, der tager hele vejen fra Marielyst hver onsdag for at kunne være med.   

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App