Patienterstatningen i hård kritik: Fejl kostede med overvejende sandsynlighed patient livet

Pårørende har fået medhold i sagen om Tove Sonn, der blev kvalt i sondemad på Nykøbing Falster Sygehus i februar.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rettelse: I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at behandlingen af en klage til Styrelsen for Patientsikkerhed kan have en sagsbehandlingstid på op til to år. Det er dog ikke korrekt.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser desuden til TV ØST, at den aktuelle sag forventes at være færdigbehandlet indenfor et par måneder.

- Jeg så en sygeplejerske give Tove mad på under et minut. Det var helt forfærdeligt.

Sådan berettede Tom Sonn om sin 76-årige svigermors sygehusbehandling, da han og ægtefællen Ib Sonn stod frem og fortalte historien om, hvordan hans svigermor døde på Nykøbing Falster Sygehus. Her blev hun kvalt i sin sondemad.

Parret fra Præstø retter skarp kritik af Nykøbing Falster Sygehus for at have udført ukorrekt pleje af Tove Sonn i de to uger, hun lå indlagt i starten af året.

quote Vi er glade for at have fået medhold

Tom Sonn, svigersøn til Tove Sonn

Parret har derfor meldt sagen til politiet og Styrelsen for Patientsikkerhed. Derudover har de søgt erstatning hos Patienterstatningen, der er den institution i Danmark, der varetager erstatningssager ved skader efter sygdomsbehandling.

Sidstnævnte har nu givet parret medhold i sagen. De vurderer, at dødsfaldet kunne været undgået, hvis patienten var blevet behandlet efter retningslinjerne.

De skriver blandt andet:

”Vi har vurderet, at man på sygehuset ikke handlede efter erfaren specialiststandard. Erfaren specialiststandard havde været at følge retningslinjerne, som de pårørende også i forløbet henviste til og givet bolus (sondemad, red) over 20 minutter, som de pårørende bad om. Hvis man havde fulgt disse retningslinjer, ville sondemaden med overvejende sandsynlighed ikke været kommet i luftvejene og havde forårsaget kvælning.” 

Patienterstatningen har især lagt vægt på, at Tove Sonn var blevet ernæret i hjemmet uden problemer, før hun kom på Nykøbing Falster Sygehus.

Lang vej igen

Parret glæder sig over, at Patienterstatningen har anerkendt deres kritik af sygehuset.

- Vi er glade for at have fået medhold, fortæller Tom Sonn til TV ØST.

Det er dog en lille del af det lange efterspil, som Tove Sonns død har medført. Parret har nemlig udover erstatningssagen også politianmeldt sygehuset samt indgivet en anmeldelse til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Ib Sonn (tv.) og Tom Sonn (t.h.) er glade for at have fået medhold i sagen
Ib Sonn (tv.) og Tom Sonn (t.h.) er glade for at have fået medhold i sagen Foto: TV2 ØST

- Der er lang vej igen, siger han.

Det var Tove Sonns søn, Ib Sonn, der tilbage i slutningen af januar i fællesskab med familiens læge besluttede, at hun skulle indlægges. 

Tove Sonn var lam, fik sondemad, kunne ikke signalere andet end ja og nej og var sengeliggende hele tiden.

Under indlæggelsen klagede sønnen og hans ægtefælle, Tom Sonn, der begge er SOSU-uddannede, til sygehuspersonalet. De mente, at deres mor og svigermor fik sondemaden i et alt for højt tempo. Parret bad personalet give maden over minimum 20 minutter, men ifølge parret blev maden i adskillige tilfælde givet på få minutter.

Tove Sonn
Læs også
76-årig kvalt i sondemad - forening retter skarp kritik mod sygehusledelse
Tove Sonn
Læs også
76-årig kvalt i sondemad - forening retter skarp kritik mod sygehusledelse

Men på trods af gentagne protester over personalets arbejde, følte de sig aldrig hørt - selv ikke efter at flere hundrede milliliter af flere omgange blev suget op af kvindens lunger.

Det var også sondemad, der den 16. februar 2018 var årsag til, at Tove Sonn døde på Nykøbing Falster Sygehus’ afdeling M130. Ib og Tom Sonn har efterfølgende meldt sagen til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der fik Tove Sonn afhentet og obduceret på Retsmedicinsk Institut. 

I obduktionsrapportens konklusion kan man læse, at:

"Der fandtes indsuget sondemad i luftrørsforgreningerne i spærrende mængde.

Dødsårsagen må, når det i sagen oplyste sammenholdes med obduktionsfundene, antages at være kvælning ved indre spærring grundet sondemad i luftvejene."

Vil ikke udtale sig

Sygehusledelsen på Nykøbing Falster Sygehus har ikke villet lade sig interviewe om sagen, men har tidligere sendt denne skriftlige udtalelse til TV ØST fra vicedirektør Inge Paamejer:

- Da familien har anmeldt sagen til politiet, kan vi desværre ikke udtale os, mens sagen bliver undersøgt, skriver vicedirektøren.

- Vi ønsker at give vores patienter den bedste behandling og pleje, og vi er kede af familiens opfattelse af, at der er begået fejl. Vi har alle interesse i at få afklaret, om der er sket fejl eller ej. Imens vil vi lade sagen uforstyrret blive vurderet af politiet og Styrelsen for Patientsikkerhed, siger hun.


Nyhedsoverblik