'Næste gang slår jeg dig ihjel': Tonen er så hård, at p-vagter bærer kamera

00:18

I samarbejde med TV2 ØSTJYLLAND

Kameraer giver tryghed til p-vagter, der oplever chikane.

- Dit dumme svin.

- Næste gang, så slår jeg dig ihjel, hvis du kommer til mig.

At blive svinet til og truet på livet af vrede borgere er hverdag for parkeringsvagter i Aarhus.

Men det skal der gøres noget ved. Derfor har Aarhus Kommune det seneste år haft udstyret deres p-vagter eller cityassistenter, som de hedder i Aarhus, med kameraer, der skal fange situationerne på video. Og det lader til at virke - i hvert fald på cityassistenternes tryghedsfølelse.

Tonen over for mine ansatte er blevet værre og værre

Kim Gulvad Svendsen, chef for Drift og Myndighed i Aarhus Kommune

- Jeg føler mig meget mere sikker derude, fordi jeg ofte oplever, at man får dæmpet en situation, allerede inden den kommer i gang, fordi vi har kameraet, siger Stig Rasmussen, der er cityassistent i Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

Den grove tone lader ikke kun til at ramme p-vagterne. Tre ud af fire danskere siger i en meningsmåling af Megafon for TV 2, at tonen mellem folk i dag er blevet grovere, end den var for ti år siden. Derfor sætter TV 2 og TV 2s regioner i denne uge fokus på den grove tone.

Chikanen er et stigende problem

I Aarhus skal kameraerne forebygge og være med til at undgå, at situationer eskalerer, men de skal også bruges som dokumentation i de sager, som ender i retten. Det er en nødvendighed, da chikanen mod cityassistenterne er et stigende problem.

Der er mange, som bare lige puster sig op i stedet for at tælle til ti

Kim Gulvad Svendsen, chef for Drift og Myndighed i Aarhus Kommune

- Jeg oplever, at tonen over for mine ansatte er blevet værre og værre, og vi har også kunnet se, at der over en årrække er kommet flere og flere voldsomme oplevelser, forklarer chefen for Drift og Myndighed i Aarhus Kommune, Kim Gulvad Svendsen.

DEN GROVE TONE

  • I en stikprøveundersøgelse har 63 lokalpolitikere fra hele Lorryland svaret på en række spørgsmål omkring i hvor høj grad de har oplevet personangreb i kraft af deres hverv som politikere.
     
  • Hele 32 af dem svarer, at de ofte oplever ubehagelig sprogbrug på sociale medier og 15 svarer, at de også har været udsat for personangreb og andre ubehageligheder i det offentlige rum. 
     
  • Sammen med TV 2 og de øvrige regionale TV2 Stationer ser vi i denne uge nærmere på, hvordan vi opfører os overfor hinanden i det offentlige rum og på de sociale medier. Og hvor grov og urimelig tonen kan være
Se mere

Faktisk er antallet af episoder, hvor politiet er blevet involveret, steget fra 2 til 19 fra 2011 til 2018. Og af dem kører seks af sagerne nu i retten, hvor optagelserne bruges som dokumentation.

Kameraerne har en præventiv virkning

En af dem, som har en voldssag kørende i retten, er Stig Rasmussen. Hvad den konkret går ud på, vil han helst ikke ind på. Han oplever dog, at det lille kamera, som er monteret på cityassistenternes venstre bryst, har en præventiv virkning på borgerne.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kameraet sidder på de aarhusianske cityassistenters tjenestejakker. Foto: TV 2 ØSTJYLLAND

- Det er med til at dæmpe folk. Der er mange, som bare lige puster sig op i stedet for at tælle til ti. Men når de ser kameraerne, så dæmper de sig, siger han.

Kameraerne har dog endnu ikke sænket antallet af episoder mod cityassistenterne. Til gengæld har de haft afgørende betydning i retssager og ikke mindst for arbejdsmiljøet.

- Det virker rigtig godt, og det har hævet kvaliteten af arbejdsmiljøet hos cityassistenterne betydeligt. Det kan vi også se på deres trivselsmålinger, lyder det fra Kim Gulvad Svendsen.

Aarhus Kommune har fået lov af datatilsynet til at bruge kameraerne i en toårig prøveperiode. Prøveperioden slutter til februar 2020, hvor man så vil evaluere, om de skal bruges permanent.

Tip os Har du et godt tip?

I samarbejde med TV2 ØSTJYLLAND
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App