Vandstanden i fjordene topper nu - sådan er udviklingen i hele landet

Blæsten gav i går masser af bølgesprøjt på Storebælt. Foto: Per Rasmussen

I samarbejde med tv2.dk

Vand fra Kattegat og Østersøen giver to forskellige, men sammenhængende stormfloder i de indre danske farvande.

Et udbredt og langvarigt stormvejr har ramt Danmark hen over nytåret, og det giver forhøjet vandstand mange steder i landet og har betydet, at broer er blevet lukket, færger er aflyst, og man ser stormskader rundt omkring.

Den langvarige blæst presser vand ind mod kysterne i den centrale og sydlige del af landet fra to retninger. 

I første omgang er vand fra Kattegat det sidste døgn strømmet ned mod Sjællands og Fyns nordkyster og ind i fjordene. Her topper vandstanden til morgen.

Senere på dagen vil blæsten presse vand ned gennem Østersøen og forbi Bornholm til områderne fra Lillebælt, Storebælt og Øresund og sydpå. Her topper vandstanden ud på eftermiddagen.

Her er et overblik over de områder, som især er ramt af den forhøjede vandstand fra stormen, som af det svenske meteorologiske institut har fået navnet Alfrida.

Artiklen fortsætter under billederne...

  Foto: Per Rasmussen

  Foto: Per Rasmussen

Roskilde Fjord og Isefjord

Onsdag morgen topper vandstanden i Roskilde Fjord og Isefjord som følge af den kraftige nordenvind hen over natten.

Der er målt fuld storm ved både Anholt og Røsnæs, foruden Hirtshals og Thyborøn i går, og det har sat store vandmængder i bevægelse ned gennem Kattegat.

Det har blæst kraftigt fra nord i et døgn ned gennem Kattegat, og det har sendt store mængder vand ned mod de nordlige kyster af Sjælland og Fyn og ind i fjordene med nordlige mundinger. Foto: GRAFIK / TV 2 VEJRET

151 centimeter har vandstanden været oppe på i Roskilde, og den kan endnu stige en smule. Rammer den 152 centimeter, er vi på samme niveau som under stormen Urd i december 2016.

I Holbæk nåede man 143 centimeter mellem klokken 6 og 7, og den kan endnu variere en smule, inden den falder.

Prognoserne indikerer, at vandstanden stagnerer til morgen og langsomt falder. Den kraftige nordenvind, som har bragt vandet ind i fjordene aftager nemlig, og så begynder vandet at sive ud af fjordene igen.

Odense Fjord og Nordfyn

Vandstanden i Odense Fjord stiger endnu onsdag morgen, og man forventer, at den topper i løbet af formiddagen på omkring 160 centimeter over det normale niveau. Det er en hændelse, som man i henhold til statistikken burde se mindre end fem gange på 100 år.

Under stormen Ingolf i 2017 nåede man i Odense 168 centimeter, så det er sammenlignelige niveauer.

I denne del af landet er det endnu vand fra Kattegat, som ved vindens hjælp er på vej ned mod kysten og Odense Fjord.

Der er også oversvømmelser flere steder ved kysten ned gennem Storebælt. Blandt andet er vejen mellem Nyborg og Svendborg lukket.

Vandstanden vil langsomt falde fra sidst på formiddagen og hen over eftermiddagen.

Stormflodsbølge ruller ind fra Østersen

Mens vandet fra Kattegat således har givet stormflod i det nordlige Sjælland og ved det nordlige Fyn tidligt onsdag morgen, er det Østersøvand det skal handle om til eftermiddag.

Over Lolland-Falster, det Sydfynske Øhav, det sydlige Storebælt og Lillebælt vil man nemlig opleve, at vandstanden først er begyndt at stige for alvor til morgen.

Mens en nordenvind i Kattegat sender vand ned mod Sjælland og Fyn fra nord, sender en nordenvind over Østersøen vand forbi Bornholm til Lolland, Falster og det Sydfynske Øhav. Foto: GRAFIK / TV 2 VEJRET

En stormflodsbølge er nemlig på vej ned gennem Østersøen, og den ruller ind over Møn, Falster og Lolland hen over middag, mens den rammer det Sydfynske Øhav og det sydlige Lillebælt midt og sidst på eftermiddagen.

Ved Kalvehave forventer man 130 til 135 centimeter, hvilket er en vandstand man i snit ser hvert 20. år på de kanter.

I Sønderborg har prognoserne 140 til 145 centimeter over normalt dagligt vande omkring klokken 15, og det er lidt mindre end prognoserne har haft de tidligere dage. Under stormfloden i januar 2017 havde man her 172 centimeter

Bølgen som rammer Sønderborg, rammer også Assens og Fåborg med 130 til 140 centimeter midt og sidst på eftermiddagen.

Man taler om stormflod i de indre danske farvande, når vandstanden her passerer 125 centimeter over normalen, men det er Stormrådet, der officielt erklærer det for en stormflod.

Vandstanden vil være jævnt faldende fra sidst på eftermiddagen, og mens man i den sydlige del af landet vil være tilbage på normale tilstande allerede i morgen først på dagen, vil det tage længere tid at tømme fjordene ud mod Kattegat for overskudsvand. Her er det først i morgen aften og natten til fredag, at tilstandene igen er normale.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App