Efter vi fredag havde en forårsagtig dag med temperaturer på op til 12,7 grader, er der lørdag igen udsigt til en solrig dag med usædvanligt høje temperaturer for årstiden.
Selv om vi er midt i februar og man flere steder i landet er stået op til rim i græsset, vil temperaturen i løbet af dagen mange steder kunne nå over 10 graders varme.
Det er usædvanlig varm luft fra området omkring de Kanariske Øer, der lørdag fra sydvest strømmer frem mod den vestlige del af Europa og op over Danmark.
De fleste får en solrig dag
Stort set hele landet har lørdag morgen skyfrit vejr, og sådan fortsætter det de fleste steder i landet.
Flere skyer er dog fra Nordsøen på vej frem mod Nordvestjylland, hvor det i første omgang er højtliggende tynde skyer, der kun vil sløre solskinnet lidt.
De højtliggende skyer breder sig i dagens løb noget mod sydøst, og flere steder i Jylland kan der i løbet af eftermiddagen drive tungere skyer ind fra Nordsøen.
Ellers venter der i den sydlige og østlige del af Jylland samt på Fyn, Sjælland og sydliggende øer en solrig lørdag.
Lokalt kan man få over 10 graders varme
Selv om vi antageligt ikke får de varmegrader, som man oplevede fredag, venter der en for årstiden usædvanligt varm februardag.
Med sydvestlig vind bliver det lørdag varmest, hvor luften får lov til at strømme længst tid hen over den solopvarmede jordoverflade. Det vil give de højeste temperaturer i den østlige del af Sønderjylland, i Nordøstjylland, på Nordøstfyn og i Nordøstsjælland, hvor man kan få temperaturer på op til 11 graders varme.
Ved sydvestvendte kyster med pålandsvind vil temperaturerne blive mere beskedne, og her når man nok ikke over fem til syv grader.
Ligeså varmt som på en normal dag i april
Med temperaturer op til 11 grader er det ni grader varmere end normalt på denne tid af året. Den gennemsnitlige dagtemperatur i februar ligger på 2,2 grader, og de temperaturer vi kan nå lørdag, er det man kan forvente at opleve på en helt normal dag i april.