Smuk solrig søndag med over 10 grader

Vintermorgen med frost bliver til en flot solrig forårsdag, bortset fra i Nordjylland, hvor havgus vil drille.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Dagen er begyndt med frost mange steder i landet med rim på bilruder og i græsset.

De laveste temperaturer er målt i Horsens og Billund med henholdsvis -3,6 og -3,1 grader.

Alligevel kan man høre fuglefløjt, og søndagen bliver perfekt til at komme ud og nyde forårsvejret.

Observationer af temperaturer søndag morgen Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret
Observationer af temperaturer søndag morgen Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Vejret er ret klart, og først på dagen bliver det med sol til hele landet, og i eftermiddag når vi de fleste steder i landet op mellem 8 og 12 grader. 

I Nordjylland og på Bornholm skal man dog forvente lidt lavere temperaturer. Bornholm skal nok få solrigt vejr, men på grund af den den kolde Østersø bliver det svært at få tocifrede temperaturer, og bornholmerne må derfor generelt nøjes med 5-7 grader, mens temperaturen midt på solskinsøen nok vil nå lidt højere op. 

Prognose af temperatur og skydække klokken 14 Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret
Prognose af temperatur og skydække klokken 14 Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

I Nordjylland vil havgus og skyer sætte en dæmper på forårsfornemmelserne. Først på eftermiddagen ventes hele Vendsyssel at være indhyllet i et gråt skydække, og senere på eftermiddagen når havgus og lave skyer også til Himmerland. 

Vindforholdene er generelt ret svage, men i Nordjylland og på Bornholm ventes op til jævn vind, hvilket også medvirker til mindre forårsfornemmelser her end i de øvrige landsdele.

Prognose af temperatur og skydække klokken 17 Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret
Prognose af temperatur og skydække klokken 17 Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Efter solnedgang vil skyerne i det nordlige Jylland trække længere mod syd, men det betyder ikke, at vejret skifter til den nye uge. Uge 8 slutter med forårsvejr, og sådan begynder uge 9 også - og måske med lidt højere temperaturer. 


Nyhedsoverblik