Lun men skyet torsdag - her kan temperaturen nå 13 grader

Helle Lone Pedersen fra Slemminge skrev til os: "'Vor Herre' har røget - brune skyer er ved at dække himlen over Slemminge ved Sakskøbing." Foto: Helle Lone Pedersen

I samarbejde med tv2.dk

Selvom der ikke kommer meget sol, så vil det blive ganske lunt for årstiden.

Skyerne hænger over Danmark torsdag morgen - og enkelte steder hænger de så lavt, at der er tale om tåge. Derudover er der diset mange steder med sigtbarheder mellem én og fem kilometer.

Til gengæld er det ganske mildt fra morgenstunden med temperaturer, der generelt ligger mellem fem og ni graders varme.

Det kedelige, men milde vejr, kan vi tilskrive en varmfront, som tidligere passerede landet fra vest.

Den er blevet efterfulgt af mild og fugtig luft, og det er netop den vejrtype, vi mærker over landet torsdag.

Temperaturen vil stige

Som torsdagen skrider frem, vil der dog gradvist blive plads til perioder, hvor solen kan skinne ned til os. Sandsynligheden for at få solen at se er størst over den vestlige og nordlige del af Danmark, mens det formentlig forbliver overskyet længere mod syd og øst.

Forventede dagtemperaturer torsdag eftermiddag klokken 13. Foto: TV 2 VEJRET

Temperaturen vil dog stige i dagens løb i hele landet, og i eftermiddagstimerne kan termometrene flere steder i landet vise mellem 10 og 13 graders varme.

Onsdag nåede temperaturen 12,6 graders varme i Karup, men det er sandsynligt, at det bliver en tand varmere torsdag - også i en større del af landet - og så vil det holde tørt dagen igennem.

Kan blive endnu varmere hvis solen kommer igennem

Skulle der gå større huller i skyerne, end vejrmodellerne viser torsdag morgen, er der mulighed for, at det kan blive endnu varmere.

I så fald vil temperaturen kunne stige til 14-15 graders varme, og skulle det ske, at temperaturen når over 15,8 grader, vil torsdag blive årets hidtil varmeste dag.

Fredag fortsætter det milde, men grå vejr, og der kan også komme lidt regn, inden det bliver en smule køligere i weekenden - men med mere solskin.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App