Voldsomt vejr på vej mod Danmark

Torsdag og fredag bliver meget blæsende, og måske kan der komme regulær storm.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Julefrokosten på fredag kan byde på flere overraskelser. Et lavtryk bevæger sig nord om Danmark, og syd for lavtrykket bliver det meget blæsende. Det er stadig usikkert, hvor meget det kommer til at blæse.

Nogle prognoser har stormstød til at ramme Danmark torsdag og fredag, mens de mest voldsomme prognoser varsler regulær storm til Vestkysten med middelvind mellem 25 og 30 meter per sekund.

Kraftige vindstød i hele landet

Natten til fredag passerer en koldfront landet, og her kommer de første kraftige vindstød. Koldfronten rammer den jyske vestkyst omkring midnat og ventes at ramme de østlige egne fredag morgen.

Den præcise bane og udvikling af lavtrykket er stadig usikker, men prognosemodellerne har de seneste dage holdt fast i, at vejret bliver voldsomt over Danmark.

Prognose med vindstød fredag den 8. december klokken 13.00.
Prognose med vindstød fredag den 8. december klokken 13.00. Foto: GRAFIK / TV 2 VEJRET

Våd, mild torsdag og barsk fredag med snebyger

Mens torsdagen ser mild ud med små 10 graders varme og perioder med småregn, vil temperaturerne fredag falde til lidt over frysepunktet, samtidigt med at vi får vinterlige byger. Nedbøren i forbindelse med bygerne vil være af forskellig karakter, så de både kan være med sne, hagl og torden.

Prognose fredag aften klokken 21.00 med vinterlige byger til Danmark.
Prognose fredag aften klokken 21.00 med vinterlige byger til Danmark. Foto: GRAFIK / TV 2 VEJRET

Fredag aften vil der komme byger mange steder i landet. Nogle af bygerne vil være almindelige regnbyger, mens andre vil være voldsomme, vinterlige og med hidsige vindstød.

Kraftige byger afkøler atmosfæren, hvorved nedbøren kan gå fra regn til sne. I forbindelse med de kraftige byger vil vind fra større højde komme ned til overfladen og give os de kraftigste vindstød.

Med andre ord er der lagt op til to barske dage torsdag og fredag - en vejrsituation, vi naturligvis følger nøje på TV 2 VEJRET.

INDDELINGEN AF VINDSTYRKER I DANMARK

  • Orkan: >32,6 m/s
  • Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
  • Storm: 24,5-28,5 m/s
  • Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
  • Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
  • Kuling: 13,9-17,1 m/s
  • Hård vind: 10,8-13,8 m/s
  • Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
  • Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
  • Let vind: 3,4-5,4 m/s
  • Svag vind: 1,6-3,3 m/s
  • Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
  • Stille: <0,3 m/s

Kilde: TV 2 VEJRET

 


Nyhedsoverblik