Intet sommervejr i sigte - kold luft i store dele af Europa

Der er ikke udsigt til varmt sommervejr - derimod bliver det endnu koldere i den nye uge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis man drømmer om at lufte sommerkjolen og sandalerne og nyde en dag på stranden, så skal man være ualmindeligt kuldetolerant for at kunne gøre det i den nærmeste fremtid.

Med temperaturer på på til 18,8 grader lørdag eftermiddag, så er det den varmeste dag, vi kommer til at opleve i det næste stykke tid.

Derimod strømmer koldere luft mod Danmark i starten af den kommende uge, og det vil i perioder gøre vejret nærmest efterårsagtigt.

Fastlåst strømning fra vest

Den kommende periode vil vinden næsten overvejende blæse fra vest og nordvest, og det vil konstant bringe kølige luftmasser fra det nordlige Atlanterhav i retningen af Nordeuropa og Danmark.

Samtidigt står flere lavtryk i kø for at bevæge sig tæt forbi landet, og det vil i perioder give både regn og byger - og derudover også blæst.

Det er nærmest den diametralt modsatte vejrsituation i forhold til maj i fjor, hvor en bastant og brandvarm østenvind gjorde maj til den varmeste og mest solrige i dansk vejrhistorie.

Allerede søndag vil der komme regn i den sydlige del af Danmark i forbindelse med et lavtryk, som bevæger sig syd om landet. I den nordlige del af Jylland kan man dog redde sig en hæderlig søndag med plads til lidt solskin.

Mandag starter med regnvejr mange steder, inden det klarer op - men med mange byger. Samme situation gør sig gældende tirsdag, hvor der bliver dannet byger mange steder i dagens løb.

Endnu koldere fra onsdag

Natten til onsdag vil et nyt regnvejr passere Danmark, og det efterfølges af endnu koldere luft. Det får vi for alvor at mærke onsdag, hvor temperaturerne højest når op mellem 10 og 13 graders varme - selv midt på dagen.

Til gengæld ser onsdag mest tør ud, men med en vind, der bliver op til hård med kraftige vindstød, vil det føles efterårsagtigt koldt.

Natten til torsdag vil temperaturerne falde til mellem tre og fem graders varme - og mest af alt minde om noget, der ikke har med sommervejr at gøre.

Køligt i store dele af Europa

Så længe vinden blæser fra vest og nordvest er der ikke megen varme at hente i vejret. Faktisk har den kølige luft bredt sig til store dele af Europa, og selvom der mange steder er temperaturer på omkring og lidt over 20 grader, så er det ikke stabil varmluft.

I Italien - hvor temperaturerne har svært ved at nå over 20 grader - er der således flere områder med kraftig regn.

Kun i det sydlige Spanien og Portugal er der højsommerlige temperaturer på cirka 30 grader. I Balkanområdet og i Grækenland har man moderate sommertemperaturer med cirka 25 grader.

Dermed er der langt til egentligt sommervejr, som i teorien kunne blæse i retning mod Danmark.


Nyhedsoverblik