Frem med vinterjakken - nu kommer den første nattefrost

Arkivfoto. Foto: Arkivfoto

I samarbejde med tv2.dk

Betydeligt koldere luft har kurs mod Danmark, og i weekenden kan vi få efterårets første frost.

Selvom vi kun lige er gået ind i oktober, har et større koldluftsfrembrud kurs mod Danmark fra nord og øst.

Derfor er det en god idé at finde den varme frakke og handskerne frem, når vi når til weekenden.

Forrige mandag gik vi astronomisk set ind i efteråret - og vinterhalvåret - og nu banker den første nattefrost i denne vintersæson på døren.

Femdøgnsskema for de næste dage. I weekenden kan vi få relativt udbredt nattefrost. Foto: TV 2 Vejret

Nattetemperaturen får endnu et nøk nedad natten til fredag, hvor vi lokalt kan få den første officielle nattefrost i to meters højde, hvor temperaturmålingerne foretages i.

Hvis ikke det indtræffer natten til fredag, synes det næsten helt sikkert, at vi stifter bekendtskab med frosten både natten til lørdag og natten til søndag.

Især sidstnævnte nat kan temperaturen måske falde til to-tre graders frost i den indre del af Jylland.

Køligt om dagen

Selv om dagen bliver det markant koldere end normalt for årstiden, og både lørdag og søndag vil der være steder, hvor temperaturen ikke kommer meget over syv-otte grader, når det bliver varmest. Det vil især være tilfældet i den nordøstlige del af landet, som ligger nærmest den kolde luft, som strømmer frem til os fra netop nordøst.

Især lørdag vil de for årstiden lave temperaturer kombineres af en op til frisk eller stedvis hård nordøstlig vind, som vil få det til at føles som blot få graders varme.

Til sammenligning er den almindelige dagtemperatur på denne årstid 13-14 grader.

Normalt med første nattefrost på denne tid af året

De senere år har den første nattefrost i gennemsnit indtrådt 9. oktober, men det kan variere meget.

Sidste år fik vi den første nattefrost natten til 25. september, mens vi i 2016 måtte vente til 24. oktober.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App