Fra mandag lukker DSB togdørene lidt tidligere

I et forsøg på at reducere forsinkelser indfører DSB nu strammere regler for af- og påstigning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I et forsøg på at reducere forsinkelser strammer DSB nu op på reglerne for af- og påstigning.

RETTELSE (13:00): Af denne artikel fremgik det tidligere, at det tidligere har været muligt at åbne dørene helt indtil afgang. Dette har ikke været muligt og vil heller ikke være det fremover, oplyser DSB til TV2.dk.

Fra mandag lukker DSB togdørene 50 sekunder før afgang og låser dem. Indtil nu er dørene blevet lukket 45 sekunder før afgang. Det skriver SN.dk.

- Det her handler om at tage hensyn til de mange, der sidder i toget, og ikke den person, der kommer til toget i sidste øjeblik. Det er vigtigt for vores kunder, viser vores undersøgelser, siger Tony Bispeskov, informationschef hos DSB.

Han tilføjer, at en enkelt dør, den hvor togføreren står og holder øje med situationen på perronen, stadig vil være åben, lige indtil togføreren fløjter til afgang.

Ifølge Tony Bispeskov har man testet flere forskellige metoder til at nedbringe forsinkelser sammen med Banedanmark. Her har de observeret, at det især er på de større stationer, man kommer til at få gavn af den nye ændring.

- På strækningen mellem Roskilde og Østerport kan der for eksempel hurtigt opstå forsinkelse. Her kan få sekunder være afgørende for, at en forsinkelse ikke breder sig til flere tog, siger han til TV 2.

Banedanmark står for flest forsinkelser

En rapport fra Forbrugerrådet Tænk fra august 2018 viste, at Banedanmark – og ikke DSB – har ansvaret for over halvdelen af alle togforsinkelser i Danmark.

Ifølge rapporten er Banedanmark ansvarlig for 47,3 procent af forsinkelserne i forbindelse med DSB’s fjern- og regionaltog, mens DSB selv er ansvarlig i 29,8 procent af tilfældene.

Resten af tilfældene skyldes eksterne forhold.


Nyhedsoverblik