Forårsvejret i februar er helt ekstremt

Hanne Stage Nielsen har taget dette flotte billede af forårsskolen ved Korsør med udsigt til Storebæltsbroen. Foto: Hanne Stage, Korsør

I samarbejde med tv2.dk

De temperaturer, vi oplever i disse dage, er helt ekstreme for årstiden.

Kaffe i haven, fortovscaféer med udendørsservering og gåture i det fri med åben jakke.

Det er alt sammen noget, vi forbinder med forår, og temperaturer der normalt forekommer i april. 

Ikke desto mindre er det den type vejr, som vi oplever i disse dage - i midten af februar. Hele fire dage i træk er temperaturen nået over 12 grader - hvilket er meget usædvanligt på denne tid af året.

Ifølge TV 2 Vejrets oplysninger er der ikke før målt 12 grader fire dage i træk i perioden fra 1. januar til og med den 18. februar. Alene dét at have mere end 12 grader fire dage i træk i februar er højst usædvanligt.

- At det så samtidigt ser ud til at fortsætte resten af februar, gør det blot endnu mere usædvanligt, siger Peter Tanev fra TV 2 Vejret.

Sidst, vi havde fire så varme dage i streg i februar, var i 1990, hvor der fra 20. til 24. februar hver dag blev målt over 12 grader - og dermed senere på måneden, end tilfældet er det i år.

Så høje temperaturer på denne tid af året er noget nyt

For at underbygge hvor usædvanligt så høje temperaturer er her til lands på denne tid af året, har TV 2 Vejret kigget dybt i arkiverne.

I København, som er det sted i Danmark, hvor vejret er målt i længst tid, viser det sig, at der fra 1768 og frem til 1989 aldrig er blevet målt en højere temperatur end 11,6 grader i perioden fra 1. januar til og med den 18. februar.

Oversigt over de højeste temperaturer målt i København i perioden fra 1. januar til og med 18. februar siden 1768. Indtil 1989 var der to gange målt 11,6 grader som højeste temperatur. Siden 1990 er den temperatur overskredet syv gange. Foto: Grafik / TV 2 VEJRET

Den temperatur blev kun målt to gange - én gang i 1796, og én gang i 1899 over en periode på 231 år.

I februar 1990, som blev den varmeste af sin slags her til lands, nåede temperaturen to gange op på mindst 11,6 grader så tidligt på vinteren i København, og året overgik dermed de tidligere tiders rekorder.

Det iøjnefaldende er, at der efterfølgende igen blev målt temperaturer på mindst 11,6 grader i 1998, 2002, 2005, 2007 og senest i lørdags, hvor temperaturen på Frederiksberg nåede 12,3 grader.

Mest ekstrem var den tidlige forårsvarme i 2002, hvor temperaturen 2. februar nåede op på hele 13,0 grader i København.

- Det, vi kan se ud fra tallene, er en tendens og ikke bare en tilfældighed. Hvis det var en tilfældighed, ville de varme dage i den periode, vi har kigget på, være ligeligt fordelt over hele den periode. Nu samler alle de ekstremt varme dage sig indenfor de sidste 30 år, hvilket i høj grad peger på et klima, som er under forandring, siger Peter Tanev.

De kommende dage bliver det en overgang en smule køligere - men fortsat meget varmere end normalt - inden temperaturerne i næste weekend igen kan stige til over ti graders varme.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App