Førende vejrprognose forudser sne juleaften

Anne Lise Oechsler fangede denne sneklædte have i Ringsted i december sidste år. Foto: Anne Lise Oechsler

I samarbejde med tv2.dk

Der er vinterlige julenyheder på vejrfronten mandag morgen, for nu er der tegn på, at sneen kan falde over dele af Danmark 24. december.

Tendensen har været nedslående de seneste dage - i hvert fald hvis man er til den hvide jul - men nu er der lys og sne i horisonten.

For mens prognoserne de seneste dage har regnet sig frem til mildt og gråt vejr juleaften, er den seneste prognose fra det fælleseuropæiske regnecenter for vejrprognoser i Reading vest for London nu blevet markant koldere.

Faktisk har prognosen nu sne på jorden mange steder om eftermiddagen og til aften 24. december, og dermed er sandsynligheden for den hvide jul steget.

En landsdækkende hvid jul bliver det næppe, for her skal 90 procent af landet være dækket af mindst en halv centimeter sne om eftermiddagen 24. december. Og det er svært at nå.

Til gengæld har den lokale hvide jul med sne i mindre end 90 procent af landet nu langt bedre kår end tidligere. Faktisk er der udsigt til sne mange steder.

Lavtryk tager en koldere kurs

Grunden til, at prognoserne er blevet koldere og har sne i sig, er, at et lavtryk ser ud til at tage en bane lige syd om Danmark selve juleaftensdag.

Resultatet af lavtrykkets forventede bane er, at kulden strømmer ned over Danmark på nord- og vestsiden af lavtrykket, mens vi stadig ligger tæt nok på lavtrykket til, at der falder nedbør over Danmark.

Artiklen fortsætter under billedet.

Et snevejr kan ramme Danmark, når et lavtryk i henhold til seneste prognose bevæger sig lige syd om landet. Dele af landet kan derved få snevejr juleaftensdag, hvis prognosen holder vand. Foto: TV 2 Vejret

Og med de temperaturer, som prognoserne regner sig frem til nu, bliver der tale om sne i store dele af landet.

Aflæser man prognoserne råt, kan der falde sne i store dele af det centrale, østlige og nordlige Jylland samt på Fyn og Sjælland og Lolland og Falster.

Der vil være tale om tøsne, for sneen vil falde i temperaturer lige over frysepunktet.

Er man til sne og hvid jul, kan man derfor godt tillade sig at justere julehumøret en smule op.

Man skal dog huske på, at den lokale hvide jul endnu blot er en beregnet mulighed i en supercomputer. En supercomputer, som dog har ry for at levere de bedste vejrudsigter i verden.

Tip os Har du et godt tip?

I samarbejde med tv2.dk
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App