Den nye uge starter køligt, men så kommer forårsvarmen

Foto: Jan Vinholdt

I samarbejde med tv2.dk

Kølig østenvind afløses af lunere vinde i løbet af den kommende uge.

Flere steder i landet har den kølige østenvind de seneste dage givet råkoldt forårsvejr. Så hvis man går og drømmer om bare lidt varmere vejr, kan man allerede begynde at glæde sig.

Man skal dog væbne sig med lidt tålmodighed, for vi skal først gennem endnu et par kølige dage, før forårsvarmen for alvor indtager Danmark.

Kølig men solrig start på ugen

Den nye uge lægger mandag ud med endnu en kold morgen, hvor termometeret flere steder har været nede under frysepunktet.

I løbet af dagen vil temperaturen stige til mellem syv og ti grader, men den op til jævne østenvind får det til at føles noget koldere - især ved Østersøen.

Mandag vil man dog kunne nyde en tør og solrig dag, hvor den efterhånden skarpe aprilsol kan lune lidt på en ellers kølig dag.

Tirsdag fortsætter det kølige vejr med blæst fra øst, og en overgang kommer der flere skyer, som især i den nordlige del af landet kan give lidt regn.

Ellers bliver det fortsat mest tørt og igen en dag med temperaturer omkring otte-ni grader.

Onsdag skifter vejret

Fra onsdag begynder vejret så at skifte lidt gear. Selve vejrsituationen forbliver den samme - med solrigt vejr og østenvind - men det vil være betydeligt lunere luft, der fra midt på ugen begynder at blæse frem mod Danmark.

Onsdag giver det mellem 10 og 14 graders varme, der med solrigt vejr og aftagende vind får det til at føles helt forårsagtigt.

Lunt påskevejr

De helt store forårsfornemmelser må man dog vente med til påskedagene, hvor både Skærtorsdag og Langfredag ser ud til at blive to solrige dage med rolige vindforhold og temperaturer, der kan stige til mellem 13 og 17 grader.

Det lune forårsvejr ventes at fortsætte lørdag og 2. Påskedag, hvor temperaturen med undtagelse af østvendte kyster vil ligge omkring eller over 15 graders varme.

Det tørre, solrige og lune vejr ventes at forsætte hele påsken.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App