Paraffin på strande blev en dyr affære

Det store oprydningsarbejde efter paraffinforureningen på Østfalsters strande viser sig at koste en million kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Strandene på Østfalster blev tidligere i år ramt af en forurening med paraffin fra et ukendt skib og krævede et større oprydningsarbejde.

Det viser sig at blive en dyr affære. Ifølge et regnskab, der netop er blevet præsenteret for teknisk udvalg i Guldborgsund Kommune, beløber udgifterne til oprydningen sig til lidt over en million kroner.

Det skriver Folketidende.

Men det bliver ikke kun kommunens egne borgere, der skal til lommerne.

Guldborgsund Kommune lægger ud for udgiften, men har samtidig anmodet staten om at få udgiften refunderet. Det er efter reglerne i strandrensningsbekendtgørelsen. Dermed er det alle landets skatteborgere, der skal betale.

Stammer fra skib i Østersøen

Paraffin er et stof, der af skibe bruges til at rense olietanken. Når stoffet har udført opgaven, udledes det, i mange tilfælde ganske lovligt, i havet. Her omdannes det til klumper ved kontakt med det kolde havvand. Og det er altså klumper af den slags, der i disse dage kan ses på kyststrækningen.

Det menes at være et skib i Østersøen, der står for udledningen.


Nyhedsoverblik