Overblik: Så meget skærmtid har partilederne fået

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) under sit besøg daginstitutionen Tinsoldaten i Ringsted. Foto: TV2

Partilederne forsøger at overbevise vælgerne om, hvor de skal sætte krydset den 5. juni, og her spiller optræden på tv en vigtig rolle.

Den historisk lange folketingsvalgkamp banker afsted, og partilederne kæmper om at overbevise vælgerne om, hvor de skal sætte krydset den 5. juni.

Her spiller taletiden på tv en vigtig rolle. Derfor har Mediernes Forsknings- og Innovationscenter på Syddansk Universitet, SDU, kortlagt, hvor lang tid partilederne har fået på tv under de første 14 dage af valgkampen.

Selvom seertal svinger, så er tv fortsat et vigtigt vindue til vælgerne for partilederne

Lars Damgaard Nielsen, lektor på Mediernes Forsknings- og Innovationscenter på Syddansk Universitet

Det er Filip Wallberg og Lars Damgaard Nielsen, begge journalistiske lektorer, som stået for dataindsamlingen og analysen af datamaterialet.

- Vi har foretaget dataindsamlingen, da vi mener, at det er relevant at undersøge, hvor meget skærmtid de enkelte partiledere får på tv. Selvom seertal svinger, så er tv fortsat et vigtigt vindue til vælgerne for partilederne, siger Lars Damgaard Nielsen i pressemeddelelse fra Syddansk Universitet

- Vores tilgang er ikke, at skærmtid nødvendigvis skal fordeles ligeligt mellem alle partilederne, for både DR og TV2 skal selvfølgelig prioritere deres redaktionelle dækning efter journalistiske principper. Men en systematisk analyse kan dokumentere redaktionelle slagsider. Og de er relevante at kende. For både journalister, politikere, forskere og vores journaliststuderende på Center for Journalistik, som Mediernes Forsknings- og Innovationscenter hører under, tilføjer han.

Scanner ansigter 24 timer i døgnet

Analysen er foretaget systematisk med et computersystem, der er udviklet på SDU. Systemet overvåger fire tv-kanaler hele døgnet rundt og foretager automatisk ansigtsgenkendelse på indholdet.

- Det er et nyskabende system, som vi har udviklet. For man har ikke tidligere systematisk overvåget og registreret partiledernes skærmtid i det omfang, som vi nu gør. Tidligere blev dataindsamlingen i udgangspunktet foretaget manuelt, og det begrænsede naturligvis mulighederne markant. Men vi har automatiseret dataindsamlingen, så DR1, DR2, TV2 og TV2 News overvåges døgnet rundt, siger Filip Wallberg.

Analysen viser, hvor stor eksponering partilederne har opnået i de første 14 dage af valgkampen, og en partileder fra Sjællands Storkreds ligger klart i front.

Så meget skærmtid har partilederen fået

  1. Lars Løkke Rasmussen, Venstre: 20 timer.
  2. Mette Frederiksen, Socialdemokratiet: 12 timer.
  3. Anders Samuelsen, Liberal Alliance: 6 timer.
  4. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti: 5 timer.
  5. Pia Olsen Dyhr, SF: 5 timer.
  6. Isabella Arendt Laursen, Kristendemokraterne: 4 timer.
  7. Uffe Elbæk, Alternativet: 4 timer.
  8. Pernille Vermund, Nye Borgerlige: 4 timer.
  9. Rasmus Paludan, Stram Kurs: 4 timer.
  10. Morten Østergaard, Radikale Venstre: 3 timer.
  11. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti, 3 timer.
  12. Pernille Skipper, Enhedslisten: 3 timer.
  13. Stig Grenov, Kristendemokraterne: 1 time.
  14. Klaus Riskær, Klaus Riskær: 1 time.

 

Kristendemokraterne har to partiledere med, da Stig Grenov overlod rollen som partileder til Isabella Arendt Laursen den 13/5. Derfor er data om Stig Grenov opgjort frem til og med den 13/5 og Isabella Arendt Laursen fra og med den 13/5.

 

Kilde: Mediernes Forsknings- og Innovationscenter på Syddansk Universitet.

Se mere

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er den partileder, der har fået mest skærmtid på tværs af DR1, DR2, TV2 og TV2 News. I løbet af valgkampens første to uger har de fire kanaler vist Lars Løkke Rasmussens ansigt i sammenlagt 20 timer, mens Mette Frederiksens (S) ansigt er blevet vist i 12 timer.

Forskellen på de to bejlere til statsministerposten er markant. Men forklaringen er simpel. Forskellen blev nemlig grundlagt i de første dage af valgkampen, hvor Mette Frederiksen lå syg.

Men forskellen cementeres samtidig for hver dag, der går. Kun tre dage er Mette Frederiksens ansigt blevet vist mere end Lars Løkke Rasmussens ansigt.

Paludan ligger foran Skipper og Østergaard

Mere skærmtid betyder dog ikke nødvendigvis flere stemmer. Blå blok går generelt tilbage i meningsmålingerne og står til at miste flere mandater.

Det er værd at bemærke, at Morten Østergaard, Søren Pape Poulsen og Pernille Skipper - alle fra etablerede partier - har opnået mindre skærmtid end nye partiledere som Isabella Arendt Laursen, Pernille Vermund og Rasmus Paludan.

Systemet er fortsat nyt, og automatiseret ansigtsgenkendelse bliver stadig bedre og bedre, og derfor opfordrer Lars Damgaard Nielsen og Filip Wallberg til, at man ser på tendenser frem for detaljerne i analysen.

Når folketingsvalget er overstået, vil Lars Damgaard Nielsen og Filip Wallberg igen analysere datamaterialet, som computersystemet har indsamlet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App