Over 200 henvendelser efter Badehotellet-scener fra Møn

1,5 millioner ser med hver mandag, når TV 2’s hitserie kører over skærmen. Flere scener er optaget her i landsdelen. Nu høster de stor opmærksomhed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Danskerne har i nu fire sæsoner lært Fru Andersen, Fie, Hr. Weise og alle de andre karakterer fra ”Badehotellet” på TV 2 at kende.

I serien skal Andersens Badehotel forestille at ligge ved Vesterhavet, men flere af scenerne er faktisk optaget i vores landsdel.

Sidste år i oktober lagde et filmhold på cirka 80 personer for eksempel vejen forbi Møn. Her lægger Fanefjord Skovpavillon nemlig kulisse til det, der i serien bliver kaldt Hotel Udsigten. Resultatet af arbejdet rullede over skærmen for et par uger siden, og derefter blev ejerne af Fanefjord Skovpavillon kimet ned.

quote Vi fik over 200 henvendelser efter det første afsnit. Folk ringede og skrev mails

Lars Kleist, ejer af Fanefjord Pavillonen

- Vi fik over 200 henvendelser efter det første afsnit. Folk ringede og skrev mails, og spurgte, om det ikke var os, der var med. Vi er helt overvældede over interessen, fortæller Lars Kleist, ejer af Fanefjord Pavillonen, til TV ØST.

1,5 millioner ser med 

Lars Kleist er ikke i tvivl om, hvad en så stor eksponering kan få af betydning for stedet, som har ligget dybt inde i Fanefjordskoven siden 1883.

- Vi vil uden tvivl komme til at mærke det på interessen. TV er et stærkt medie, og når omkring 1,5 millioner ser med hver uge, så kommer det ud til rigtig, rigtig mange, siger Lars Kleist til TV ØST.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Filmholdet havde lejet sig ind på Fanefjord Skovpavillon i to dage. Her var Lars Kleist desuden hyret til at stå for bespisningen af de mange mennesker, hvor den blandt andet stod på vildt-inspireret mad.

- Det var en enormt fantastisk oplevelse. De er dybt professionelle mennesker, der ikke overlader noget som helst til tilfældighederne. Det var virkelig sjovt at se, hvordan lydfolk, lysfolk og så videre arbejder, siger Lars Kleist til TV ØST.

Her ses Lars Kleist sammen med hovedrolleindehaveren Fie, der spilles af Rosalinde Mynster 
Her ses Lars Kleist sammen med hovedrolleindehaveren Fie, der spilles af Rosalinde Mynster  Foto: Privat

Vestmøn ville blive mørklagt

Badehotellet skal forestille at udspille sig i 1931, og derfor var det ikke nødvendigt at lave meget om på skovpavillonen for at få det til at passe ind i tidsånden. Èn ting måtte Lars Kleist dog bede filmholdet om.

- De ville mørklægge Vestmøn, hvis de skulle bruge vores strøm. Derfor havde de medbragt en kæmpe generator, der kunne holde gang i alt deres tekniske udstyr, siger Lars Kleist til TV ØST.

Man kan se, hvordan Fanefjord Skovpavillon gør sig i tv i Badehotellet igen næste mandag. 

Lolland er også med

Anden scene fra serien, der er optaget i vores område, viser en dreng fra trænge kår i København, som ankommer til en station i Jylland for at være feriebarn hos en fæl, fæl bondemand, der er nabo til Andersens Badehotel.

Sådan ser det ud i Badehotellet, men i virkeligheden er vi slet ikke i Jylland. Vi er på Lolland. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I august sidste år var holdet bag ”Badehotellet” taget til den nu nedlagte station i Bandholm for at optage dén scene.

- De vælger os, fordi vi er nogle af de få, hvor de kan optage, uden at intercitytog skal forstyrre optagelserne hvert kvarter, siger Carsten Buhl, der er formand for Museumsbanen Maribo-Bandholm, til TV ØST.

Dirch Passer har tidligere været forbi 

Folkene på museumsbanen er dog ikke lige så fascineret over at være med i Badehotellet, som Lars Kleist fra Fanefjord Skovpavillon.

- Det er selvfølgelig spændende at få besøg af et filmhold, men vi har lagt kulisse til en masse film siden 1950’erne. Dirch Passer har faktisk også været med i nogle optagelser hernede, siger Carsten Buhl til TV ØST.

Foruden de to scener på Lolland og Møn er en enkelt udendørsscene også optaget på Præstø-egnen.

TV 2 ønsker hverken at be- eller afkræfte, om serien fortsætter med endnu en sæson.  

Bemærk: I den oprindelige artikel skrev vi, at denne sæson også er den sidste sæson af Badehotellet. Den oplysning kan TV 2 imidlertid hverken be- eller afkræfte, og derfor er det nu rettet i artiklen.


Nyhedsoverblik