Omfattende sporarbejde skrider frem – nu begynder skinnerne at blive lagt

01:18

Det er ikke hver dag, at 30 meter lange jernbanelementer svæver i luften. Men det gør de lige nu nord for Vordingborg, hvor sporarbejdet er i fuld gang. Video: Stephan Svingkær - TV2 ØST

Sporarbejdet mellem Næstved og Vordingborg skrider frem. Nu begynder sporene så småt at tage form igen – i bedste genbrugsstil.

Det omfattende sporarbejde på jernbanestrækningen mellem Næstved og Vordingborg er gået ind i sin opbyggende fase.

Siden i fredags har maskiner og mandskab været i fuld gang på strækningen. For nu begynder skinnerne så småt at blive lagt igen, så der kan køre tog fra september.

- Da vi begyndte her i marts måned, startede vi med at fjerne det gamle spor. Det fjernede vi i nogle rammer, cirka 30 meters længde, og lagde dem i depot. Efter det har vi arbejdet på underbygningen, og nu er vi så i gang med at bygge sporet op igen, så vi kan komme til at køre på det igen til september, lyder det fra projektdirektør Klaus S. Jørgensen fra Banedanmark.

Artiklen fortsætter under billedet.

Klaus S. Jørgensen, projektdirektør, Banedanmark. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Genbruger skinnerne

De nye sporskifter er højhastighedssporskifter. Det betyder, at togene fremover kan køre 200 kilometer i timen på sporene.

- Hvis man skal skifte fra det ene spor til det andet, så kan man køre igennem med 120 kilometer i timen. Og det er ret høj hastighed efter danske forhold, siger Klaus S. Jørgensen.

- Normalt kører man igennem med 60 kilometer i timen.

Artiklen fortsætter under billedet.

  Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Men skinnerne, der bliver lagt, er de gamle, der lå på strækningen før. Der er altså tale om genbrug.

- Selve svellerne og skinnerne er gode nok. De kan holde cirka 10 år endnu. De blev lagt i starten af 90’erne. Så de har stadigvæk noget levetid, så vi skifter dem først ud, når de er udlevet. Men de kan sagtens holde til de 200 kilometer i timen, siger Klaus S. Jørgensen.

Ved sporarbejdet på Falster bliver der dog lavet helt nye spor og skinner.

SPORARBEJDE - DET BLIVER DER LAVET:

  • På Næstved Station udføres kørestrømsarbjeder.
     
  • Mellem Næstved og Vordingborg er det brorenoveringer, dæmningsforstærkninger (Ring og Remkolde) og kurveforlægninger (Lov og Ring).
     
  • Hertil kommer nyt spor og nye skinner på dele af strækningen samt stationsarbejder i Lundby og Vordingborg.
     
  • Syd for Vordingborg Station flyttes banen til nyt tracé via den nye Masnedsundbro, og forberedes for tilslutning til den nye Storstrømsbro.
     
  • Orehoved Station på Falster ombygges og forberedes til tilslutningen til den nye Storstrømsbro mod nord hhv. dobbeltspor mod syd, og der bygges et ekstra overhalingsspor.
     
  • Mellem Orehoved og Nykøbing Falster skal det eksisterende spor fjernes og nyt spor skal bygges. Samtidig forbereder vi til det kommende dobbeltspor på strækningen.

 

Kilde: Banedanmark

Se mere

Holder tidsplanen?

Det nervepirrende spørgsmål er dog, om tidsplanen holder. Lige nu er der togbusser mellem Næstved og Nykøbing Falster, men det skulle ifølge tidsplanen ophøre til 1. september mellem Næstved og Vordingborg og i slutningen af september mellem Nykøbing Falster og Orehoved.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det er de gamle spor, Banedanmark lægger igen. De kan nemlig holde i 10 år endnu. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Og projektdirektøren er optimistisk.

- Det satser vi på. Indtil nu følger vi planen, siger Klaus S. Jørgensen.

- Der er lang tid til september, og vi skal nå mange ting inden. En ting er, at vi skal have bygget sporet op, som vi er i gang med nu. Efter det følger processer med, at vi skal have svejset skinnerne sammen, vi skal have fyldt op med skærver og justeret sporet, så det ligger rigtigt. Og efter det skal vi have lagt signalsystemet ud, så togene også kan få signal, når de kører.

- Så der er mange ting endnu, vi skal nå. Men det ser fornuftigt ud lige nu i hvert fald, lyder det fra projektdirektøren.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App