Omdanner industriaffald til varme: Sjællands største biogasanlæg indviet

Sjællands største biogasanlæg blev indviet i Kalundborg. Det er industriaffald fra Novo Nordisk, der skal give husstandene naturgas.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Verdens største produktion af insulin og enzymer vil fremover give både gas og gødning.

Det kommer til at ske i Asnæs ved Kalundborg, efter Sjællands største biogasanlæg mandag blev indviet. 

Normalt er det kun gylle og køkkenaffald, der bliver omdannet til biogas, men nu har man fundet ud af at gøre industriaffaldet fra Novo Nordisk og Novozymes nyttigt.

quote Det kan stadigvæk køres ud på markerne bagefter

Michael Hallgren, produktionsdirektør hos Novo Nordisk

Det skal blive til naturgas for i alt 5000 husstande om året.

Sparer miljøet for 17.000 tons CO2

Det er energivirksomheden Ørsted og biogasrådgiverne Bigadan, der står bag byggeriet af biogasanlægget, som energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholdt (V) indviede mandag ved at sende en biogasfyldt og i øvrigt bionedbrydelig ballon til vejrs.

Artiklen fortsætter under billedet.

Energi-, forsynings- og klimaminister Hans Chr. Lilleholdt (V) indviede mandag biogasanlægget.
Energi-, forsynings- og klimaminister Hans Chr. Lilleholdt (V) indviede mandag biogasanlægget. Foto: Jens Nielsen - TV-Kalundborg

Man forventer, at biogasanlægget vil spare miljøet for cirka 17.000 tons CO2 om året. Udover naturgas vil industriaffaldet også blive til gødning.

- Kalundborg Bioenergi er et fantastisk godt eksempel på, hvordan vi kan udnytte værdien i restprodukter. Novo Nordisk og Novozymes producerer insulin og enzymer i Kalundborg, som bliver solgt over hele verden, og nu vil restprodukterne derfra blive omdannet til energi og gødning på et lokalt anlæg, siger Thomas Dalsgaard, koncerndirektør i Ørsted.

Giver affald værdi

Men udover at være til gavn for miljøet, kan det også hjælpe virksomhederne med at optimere deres produktion, ifølge Novozymes' chef for produktion i Europa og Danmark.

- Bæredygtighed er en del af vores DNA. Nu begynder vi også at bruge biomassen til en stor produktion af biogas. Det er en dobbelt-op på genanvendelsen af restprodukter til gavn for miljøet, et eksempel på ægte cirkulær økonomi. Vi styrker samarbejdet i Symbiosen, og samtidig hjælper det os også til at optimere vores produktion, siger Jesper Haugaard, chef for Novozymes’ produktion i Europa og Danmark.

Med Symbiosen refererer han til det lokale partnerskab af industrielle virksomheder og Kalundborg Kommune, som er gået sammen om at skabe bæredygtig udvikling i området.

Artiklen fortsætter under billedet.

Biogasanlægget er det største på Sjælland. 
Biogasanlægget er det største på Sjælland.  Foto: Jens Nielsen - TV-Kalundborg

Det partnerskab har indgået en aftale om at gennemføre ti projekter inden for bæredygtig udvikling inden 2025. Her er biogasanlægget ét af de projekter. 

Men også for Novo Nordisk er det en måde at give restaffaldet mere værdi.

- Det er en vigtig brik i vores sustainability-strategi (bæredygtighed red.) Før i tiden tog vi vores produkter og opkoncentrerede dem og kørte dem direkte ud på markerne. Nu har vi et set-up, hvor vi kan køre det til biogas. Nu kan restproduktet lave varme til borgere i byen, og det kan stadigvæk køres ud på markerne bagefter. Så vi laver sådan set en værdioptimering af vores restprodukt, siger Michael Hallgren, produktionsdirektør, Novo Nordisk.

Flere kan benytte det

Kalundborg Kommune er også med i projektet, og borgmesteren mener også, anlægget kan få betydning for andre end Novozymes og Novo Nordisk. 

- Andre kan jo levere biologisk materiale her til. Der er andre i kommunen og regionen, der har biologisk materiale til overs, og det kan så komme herind og blive energi-udnyttet. Anlægget kan også udvides, ved jeg, siger Martin Damm (V), borgmester i Kalundborg Kommune.

Byggeriet af biogasanlægget har varet cirka et år.  

FAKTA:

  • Biogasanlægget skal årligt behandle cirka 300.000 tons biomasse fra Novo Nordisk og Novozymes.
  • Anlægget kan producere otte millioner kubikmeter bionaturgas om året.
  • Det kan porducere naturgas til cirka 5.000 husstande.
  • Produktionen af naturgas med industriaffaldet giver en CO2-besparelse på cirka 17.000 tons CO2 om året.



Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Nyhedsoverblik