Øen Lindholm ved Stege Bugt er for alvor kommet på danmarkskortet. Og måske også på kant med menneskerettighedskonventionen.
Da regeringen sammen med Dansk Folkeparti præsenterede den endelige finanslov i fredags, blev Lindholm nemlig også nævnt. Øen skal fra 2021 huse et udrejsecenter for udviste, kriminelle udlændinge.
De udviste udlændinge har meldepligt om natten, hvor de altså skal være på øen, men ellers kan de frit tage færgen til og fra øen. Det har dog fået en hård medfart. Blandt andet af Vordingborg Kommunes borgmester, Mikael Smed (S), som kritiserer, at man vil sende disse personer ud på en isoleret ø.
- Jeg synes måske også i forhold til Menneskerettighedskonventioner og så videre, at man er inde og pille ved grænsen af, hvad man kan tillade sig som anstændigt menneske. At man har en retorik, der gør, at nu flytter man de her mennesker til en øde ø. Vi skal huske på, der er tale om mennesker, der ikke kan få lovligt ophold i Danmark, men de skal jo ikke afsone en fængselsdom. De skal sådan set have mulighed for at rejse hjem, siger borgmesteren.
Og ifølge et blogindlæg af Louise Halleskov Storgaard, der er lektor på juridisk institut på Aarhus Universitet, kan ordningen være menneskeretlig kontroversiel, som hun skriver.
Det italienske eksempel
Udrejsecenteret på Lindholm kan komme på kant med bestemmelsen om frihedsberøvelse ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, skriver Louise Halleskov Storgaard.
Frihedsberøvelse:
Den relevante del af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 5:
Stk. 1: Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde.
…. f) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person for at hindre ham i uretmæssigt at trænge ind i landet eller af en person, mod hvem der tages skridt til udvisning eller udlevering.
Og her er meldepligten en afgørende faktor.
For frihedsberøvelse skal ikke kun forstås i traditionel forstand som fængsling eller husarrest. Det kan også være effekten af flere begrænsninger, som til sidst kan udgøre en frihedsberøvelse.
Her kommer Louise Halleskov Storgaard med et eksempel fra Italien fra 1980.
En mand var mistænkt for at have forbindelser til den italienske mafia. Han var ikke dømt for det, men blev af den italienske domstol sendt ud på et center, der var beliggende på et afgrænset, isoleret og svært tilgængeligt areal på en italiensk ø.
Her endte han med at opholde sig i 16 måneder.
Artiklen fortsætter under billedet.
Menneskeretlig problematisk
Manden havde i de 16 måneder kun kontakt til andre personer i samme situation og til politifolk. Nogle gange sin familie. Han havde meldepligt to gange om dagen, pligt til ikke at forlade bopæl uden forudgående varsling, krav om forudgående godkendelse af telefonopkald, pligt til ophold på bopæl om natten, overvågning af besøg på fastlandet, forbud mod at komme på barer med videre, forbud mod deltagelse i offentlige møder og pligt til at søge arbejde.
De begrænsninger tilsammen gjorde, at den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vurderede, at der havde været tale om frihedsberøvelse ifølge menneskerettighedskonventionen.
Det får Louise Halleskov Storgaard til at vurdere, at den danske ordning på Lindholm vil minde meget om den italienske sag fra 1980.
Og selv om de udviste udlændinge på Lindholm ikke kommer til at være frihedsberøvede, så kan ordningen stadig godt være menneskeretlig problematisk, som Louise Halleskov Storgaard formulerer det.
Ordningen på Lindholm skal nemlig stadig leve op til betingelserne for begrænsninger i bevægelsesfriheden.
Siden 2012 har den danske højesteret bestemt, at den nuværende ordning med meldepligt på blandt andet Kærhovedgård har ført til krænkelser af bevægelsesfriheden. Folketingets Ombudsmand har også kritiseret den nuværende ordning, skriver lektoren.