Øboere jubler over udsigt til billigere færger - giver flere turister og sommerhusgæster

De danske småøer bliver i stigende grad besøgt af turister, efter prisen på færger er sat ned i perioder. Det kan de også mærke på Omø og Agersø.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De danske småøer er blevet langt mere besøgt, og det giver travlhed i iskiosken, hos købmanden og på campingpladsen.

Flere og flere vælger nemlig at snuppe en tur med færgen over til en af de danske øer, efter 30 småøer i 2016 fik penge til at gøre færgebilletterne billigere i op til 46 uger om året.

Omø færge
Læs også
Flertal vil gøre færgebilletter til småøer billigere året rundt
Omø færge
Læs også
Flertal vil gøre færgebilletter til småøer billigere året rundt

Sådan lyder konklusionen fra formanden for Sammenslutningen af Danske Småøer, Dorthe Winther.

- Det har selvfølgelig betydet, at vi har fået flere besøgende ud hos os. Der er flere, som besøger os i skuldersæsonen (før og efter højsæsonen, red.), hvor der har været nedsat færgetakster. Men jeg er nødt til at pointere, at det er ikke alle 27 småøer, der har haft mulighed for at nedsætte prisen samtlige 46 uger. Der har simpelthen været for få penge i det, siger Dorthe Winther.

quote Vi har haft sommerhusgæster oftere på besøg, så i stedet for at komme én gang om måneden er de måske kommet forbi to gange

Dorthe Winther, formand, Sammenslutningen af Danske Småøer

Dorthe Winther bor selv på Omø, som ligger syd for Skælskør i Smålandsfarvandet.

Her er hun også formand for Omø Beboer- og Grundejerforening, og hun kan bestemt også mærke, hvilken forskel de billigere færgebilletter har haft for øen.

- I de perioder, hvor billetprisen har været sat ned, er jeg ikke i tvivl om, at det har gjort en forskel i forhold til, at vi har set flere turister herovre. Vi har haft sommerhusgæster oftere på besøg, så i stedet for at komme én gang om måneden er de måske kommet forbi to gange, siger Dorthe Winther.

Artiklen fortsætter under billedet.

Dorthe Winther er formand for Omø Beboerforening og Sammenslutningen af Danske Småøer.
Dorthe Winther er formand for Omø Beboerforening og Sammenslutningen af Danske Småøer. Foto: TV2 ØST

Politikere vil gøre ordning permanent

Lige nu er der et politisk flertal for at forlænge ordningen til at gælde hele året og gøre den permanent.

Ordningen har førhen givet 30 småøer mulighed for at sænke prisen på en færgetur i bestemte perioder henover året. Den bygger på det såkaldte landevejsprincip, hvor en kilometer til lands og til vands skal koste det samme.

Omø Brugs 1945
Læs også
Købmandsbutik fylder 110 år - er hjertet for en hel ø
Omø Brugs 1945
Læs også
Købmandsbutik fylder 110 år - er hjertet for en hel ø

Nu vil partierne Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten, De Konservative, Alternativet og Nye Borgerlige gøre ordningen permanent og helårlig. Og udmeldingen bringer glæde hos formanden for Agersø Beboerforening, Bente Topsøe-Jensen.

quote Hvis man gør alvor af at indføre det her landevejsprincip hele året, så vil det også have en positiv indflydelse i andre sæsoner end lige netop højsommeren

Bente Topsøe-Jensen, formand, Agersø Beboerforening

- Jeg har lige sejlet over med færgen. Og det myldrer med folk i øjeblikket, selvom det ikke er nu, vi har den nedsatte pris, siger Bente Topsøe-Jensen og tilføjer:

- Hvis man gør alvor af at indføre det her landevejsprincip hele året, så vil det også have en positiv indflydelse i andre sæsoner end lige netop højsommeren.

Flere gæster Agersø

Ligesom mange andre øer kan de også mærke, at Agersø er blevet et mere populært turistmål.

Det bekræfter tal fra Danmarks Statistik. Her er antallet af besøgende med færgen til Agersø steget fra 101.000 i 2015 til 110.000 i 2018.

Bente Topsøe-Jensen er formand for Agersø Beboerforening
Bente Topsøe-Jensen er formand for Agersø Beboerforening Foto: Lars Andersen - TV ØST

 - Det er helt klart, at det betyder noget i forhold til antallet af besøgende. Der er specielt dagsturisterne, der kommer til øerne, når der er den her nedsatte pris i perioderne både op til sommerferien og umiddelbart også efter ferien, siger Bente Topsøe-Jensen.

På Agersø har de i 11 uger kunnet sætte færgeprisen ned på for eksempel en bil fra 140 kroner til 76 kroner sidste år.

Men hvis ordningen gøres permanent og helårlig, kan det gøre stor gavn for folk med sommerhuse og flexboliger på Agersø, hvis man spørger Bente Topsøe-Jensen.

På Omø blev prisen på en færgebillet til en bil sat ned fra 252 til 136 kroner i 11 udvalgte uger i 2018.

Læs også
Lysten til ø-liv spreder sig:
- Her kan man godt drikke en bajer med naboen over hækken
Læs også
Lysten til ø-liv spreder sig:
- Her kan man godt drikke en bajer med naboen over hækken

Generelt kan formanden for Sammenslutningen af Danske Småøer, Dorthe Winther, godt mærke, at de billigere færgepriser gjorde turen til de små øer mere populære sidste sommer.

- Det kan vi umiddelbart mærke. Men det er kombineret med den fantastiske sommer, vi havde sidste år, hvor vi havde en lang varm sommer. Det er klart, at det også trækker gæster til. Men umiddelbart er tilbagemeldingen fra øerne, at man har flere besøgende, siger Dorthe Winther.

quote Når man ejer et spisested, attraktion eller virksomhed, så kan man med større sikkerhed investere i sin virksomhed, fordi der er større chance for, at der kommer flere besøgende

Dorthe Winther, formand, Sammenslutningen af Danske Småøer

Plads nok på færgerne

Dorthe Winther kan godt se flere fordele, hvis man fra politisk side giver grønt lys til at sænke færgepriserne hele året rundt.

- Når man ejer et spisested, attraktion eller virksomhed, så kan man med større sikkerhed investere i sin virksomhed, fordi der er større chance for, at der kommer flere besøgende, siger hun.

Og selv hvis politikernes forslag bliver vedtaget, er Dorthe Winther ikke bange for, at pladsen på færgerne generelt bliver for lille.

- Sådan som det er på nuværende tidspunkt med den takstnedsættelse, vi har set nu, så er kapaciteten ikke det største problem på småøerne. Nogle steder vil der selvfølgelig være tryk på - især i sommermånederne eller på populære afgange. Men generelt er der på langt de fleste færger stadigvæk plads til flere passagerer, siger Dorthe Winther.

Læs også
Lokale politikere på charmeoffensiv: Småøerne skal styrkes
Læs også
Lokale politikere på charmeoffensiv: Småøerne skal styrkes

Heller ikke Bente Topsøe-Jensen er bekymret for, at der opstår pladsmangel på færgen til Agersø.

- I Agersø tager det kun 15 minutter at sejle over, og det vil sige, at der er timesdrift på færgen. Så det er ikke den store ulykke, hvis man ikke kommer med den ene afgang, så kommer man med den næste færge, siger Bente TopsøeJensen.

Man skal værne om roen

Hun mener dog, at det altid er vigtigt at finde en god balance mellem antal gæster og øens kapacitet. For ellers kan man risikere at ødelægge øernes særlige stemning og ro.

- Det er helt klart, at de små øsamfund er skrøbelige, så man må finde en balance mellem antallet af turister, og hvad øen kan bære både rent natur- og ressourcemæssigt og i forhold til pladsen i de små landsbyer, siger hun og tilføjer:

- De erhvervsdrivende er glade for flere besøgende, for så kommer der mere omsætning. Men så er der dem, der søger roen på øerne. Og hvis der bliver for mange gæster, så går den fløjten.

Samtidig med, at turisterne strømmer til de små øer, spreder lysten til at bo der også. Indslaget her er fra den 3. april.

Nyhedsoverblik