Nyt projekt skal give en hjælpende hånd til vilde insekter – ligesom de gør i Stege

Et nyt projekt skal tage hånd om de vilde bier og insekter - præcis som de allerede gør i Stege.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De vilde bier og insekterne har det svært ude i naturen.

Men det skal et nyt projekt forsøge at rette op på.

I den kommende tid vil blandt andet Danmarks Naturfredningsforening lave en række arrangementer, hvor man for eksempel kan bygge bi- og insekthoteller.

I Stege har Middelalderhaven for længst oprettet bi- og insekthoteller. Ved at bore huller i træstammer hjælper man de vilde bier.

- Det er målrettet de vilde bier, for de er truet i Danmark, lyder det fra Lars J. Larsen, der er formand for Middelalderhaven.

Der er for lidt mad

Ifølge formanden går de vilde bier tilbage i Danmark, fordi der er for lidt mad til dem.

- Der er for få blomster, for lidt natur i Danmark. Der er meget landbrug og for lidt natur, siger Lars J. Larsen.

- Den natur, vi har, bliver ikke bedre. Vi skal have mere natur til de vilde bier, men også til sommerfugle og andre insekter.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan ser et insekthotel ud til vilde bier.
Sådan ser et insekthotel ud til vilde bier. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Udover mad er det også vigtigt, at der er gode ynglesteder til bierne og insekterne. For det er vigtigt, at bestandene bliver kæret om.

- Det er de vilde bier, nogle hvepse og nogle fluer, der bestøver vores frugttræer og blomster. Vi vil gerne have frugter og vi vil gerne have frø, og hvis ikke vi har bestøverne, så får vi det ikke, siger Lars J. Larsen.

Projektet, som Danmarks Naturfredningsforening er en del af, er søsat sammen med Miljø- og Fødevareministeriet. Der er i alt afsat 300.000 kroner til projektet.


Nyhedsoverblik