Nyt projekt i Præstø: Spillefilm skal vise det særlige ved Sydsjælland

Et nyt stort filmprojekt er på vej til Præstø, og hele byen skal være med.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Badehotellet, Forbrydelsen, Klatretøsen og Cecilie er bare nogle af de spillefilm og tv-serier, som den populære instruktør, Fabian Wullenweber, står bag.

Snart vil hans navn igen være at finde på spisesedlerne i landets biografer. Han har nemlig gang i et nyt filmprojekt, som skal foregå i Præstø. Optages i Præstø. Og statisterne skal også være lokale.

- Vi havde ligesom den her vision om, at det kunne være super fedt at lave en film om Præstø, fordi vi bor her selv, og vi elsker at være her. Og vi kunne ligesom se, at det er et område, der ikke så tit bliver skildret på film, siger Fabian Wullenweber.

Tanken er, at filmen i det hele taget skal være et projekt for hele byen – i håb om, at andre får øjnene op for det specielle ved Sydsjælland.

’NINNA’

Filmen hedder ’NINNA’ og manuskriptforfatteren bag historien er skuespiller Susanne Juhasz, som er Fabian Wullenwebers kæreste. De to filmfolk fandt sammen efter tre måneders skriveri frem og tilbage om netop filmen ’NINNA’.

Udover Susanne Juhasz, som skal spille hovedrollen i filmen, er skuespillere som Peter Gantzler og Jesper Asholt allerede castet til filmen.

Alle skal bidrage

Vigtigt for filmparret, og ikke mindst økonomien, er, at projektet tager hånd om alle fra byen, der har lyst til at deltage.

- Hvis alle giver lidt, og det kan jo være alt fra naboen, der giver 200 kroner, til Meny, der siger; vi vil godt give frokost i en hel uge, siger Fabian Wullenweber.

Det lokale erhvervs- og foreningsliv bidrager med de ting, de kan til filmprojektet.

- Møns Bank støtter op ved at give rådgivning omkring hvilken type konti, de får brug for. Og de er behjælpelige med at oprette de her konti-forhold her, siger Jan Friis Møller, der er filialdirektør i Møns Bank, Præstøafdelingen.

Også den lokale biograf bidrager til projektet.

- Vi har aftalt med Fabian, at alt hvad der ligger forude for filmen, indtil den kommer på premiere, det er gratis. Det skal ikke koste dem noget at komme i huset, siger Anker Rasmussen, der er frivillig i Bio Bernhard, og som i øvrigt skal spille en birolle i ’NINNA’.

400.000 kroner fra kommunen

Udover lokale handelsfolk har kommunen spyttet 400.000 kroner i projektet via deres udviklings- og markedsføringspulje i håb om stor eksponering.

Der er nok mange, der vil mene, at pengene burde gå til noget andet, hvor der er mere behov. Hvorfor lige det her projekt?

- Vi synes, at projektet er rigtig godt. Det viser Præstø by. Det viser Vordingborg Kommune, og vi vil gerne vises frem. Den her markedsføring og branding, der er, dér er de 400.000 givet rigtig godt ud, siger borgmester i Vordingborg Kommune, Michael Seiding Larsen.

Premieren

Til oktober går Fabian Wullenweber og Susanne Juhasz i gang med at caste statisterne fra byen. Optagelserne til Ninna begynder i januar 2018, og til jul samme år vil filmen få premiere i Bernhard Bio i Præstø.


Nyhedsoverblik