Kommune vil hente studerende derhjemme og køre dem gratis til studiet

Studieflex-ordningen begynder til august. Foto: Movia Trafik

Flere skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Derfor vil Movia og Vordingborg Kommune gratis hente studerende, der har bor langt fra deres uddannelse.

For mange studerende er tiden på landevejen en stor del af at tage en ungdomsuddannelse. På Sjælland bor 25 procent af befolkningen i en landsby eller på landet, mens uddannelsesinstitutionerne ofte ligger i de større byer.

Ifølge en rapport fra Danske Regioner spiller de lange af afstande mellem uddannelse og bopæl ind, når studerende fravælger en ungdomsuddannelse eller dropper ud.

Det har fået Vordingborg Kommune og Movia til at indgå i et utraditionelt samarbejde. Fra august laver de to parter et forsøg og et nyt koncept de kalder Studieflex.

Gratis – den ene vej

De studerende bliver hentet hjemme på deres bopæl med Movias Flextrafik. Det er Vordingborg Kommune, der finansierer ordningen med et tilskud fra puljen til forbedring af den kollektive trafik i yderområder. Derfor er det også ganske gratis for de studerende at bruge transportordningen.

Ordningen gælder dog kun, når de studerende skal transporteres til deres uddannelse. Når de skal retur, skal de selv sørge for at komme hjem.

Michael Smed (S), der er borgmester i Vordingborg Kommune håber, at den nye ordning kan få flere til at gennemføre en ungdomsuddannelse.

- Man kan diskutere, om det er kommunens opgave. Men det er en udfordring, vi har i vores store kommune med store landområder, at vi gerne vil have, at der bor mennesker i hele kommunen samtidig med, at vi gene vil have, at de unge mennesker tager en uddannelse og kan komme videre i livet med arbejde og lønindkomst, siger Michael Smed.

- Pengene bliver tjent hjem igen

Halvdelen af ordningen Studieflex er finansieret af Vordingborg Kommune, mens resten af finansieringen kommer fra puljen til forbedring af den kollektive trafik i yderområder, der hører under Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Indtil videre kører forsøget i skoleårene 2019/20 og 2020/21 og koster omkring 2,7 millioner kroner over de to år. Vordingborg Kommune har altså afsat 1,35 millioner kroner til projektet, og pengene er giver godt ud, lyder det fra borgmesteren.

- Vi er sikre på, at det er en god investering, det er vi overbevist om, siger Michael Smed.

Det skal du opfylde, hvis du vil bruge Studieflex

  • Du skal gå på en ungdomsuddannelse i skoleårene 2019/20 og 2020/21.
  • Du skal have mere end halvanden time til dit uddannelsesstedet, målt efter rejseplanen.dk.
  • Du skal være under 26 år.
  • Du skal bo i Vordingborg Kommune.
  • Du skal gå på Vordingborg gymnasium og HF, ZBC, Absalon, VUC Storstrøm, TAMU Vordingborg, EUC eller FGU.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App