Ny udstilling: Oplev flugtruten over Østersøen

En udstilling om den kolde krig er åbnet på Marinestation Gedser Odde, hvor mange DDR-borgere forsøgte at krydse Østersøen og nå friheden i Danmark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En udstilling om den kolde krig, hvor mange DDR-borgere forsøgte at nå friheden i Danmark, er åbnet.

Gennem 28 år frem til Berlinmurens fald i 1989 forsøgte 5.636 DDR-borgere at flygte fra daværende Østtyskland til Danmark.

Kun hver 6. flugtforsøg lykkedes, og flygtninge krydsede Østersøen og ankom til Falster, Lolland og Møn i kajak, motorbåd, surfbræt - ja, sågar i hjemmebyggede undervandsbåde. 

Ravsamleren fra Gedser

quote Ham, der sad forrest, han rejste sig og kom hen imod mig og spurgte: - Ist dies Dänemark?

Birger Juul fra Gedser

Pensioneret tolder, Birger Juul fra Gedser, var en af de lokale borgere, der tilfældigvis mødte flygtningene. Den 4. april 1986 om morgenen var han ude at samle rav, da han stødte på to østtyske flygtninge i kajak.

- Ham, der sad forrest, han rejste sig og kom hen imod mig og spurgte: - Ist dies Dänemark?

Og det kunne Birger Juul bekræfte. De havde sejlet i 12,5 time, var kolde og forkomne, så ravsamleren fra Gedser inviterede de to hjem, hvor de hvilede ud og fik noget at spise og drikke.

Vises for anden gang

På udstillingen kan man se mange eksempler på til tider meget opfindsomme transportmidler, men oftest - 90 procent af gangene - benyttede flygtninge kajakker.  

Udstillingen er vist en gang før, nemlig i 2002 i Nykøbing Falster. Og nu er den her altså igen på Marinestation Gedser, hvor der bortset fra mandag er åbent hver dag fra 11-16 frem til og med den 2. juli.

Der er gratis adgang, og arrangørerne fra Borgergruppe Gedser håber på 4-5.000 besøgende. 


Nyhedsoverblik