Ny uddannelse i stilladsarbejde på vej til Holbæk

Der er mange stilladsvirksomheder i Nordvestsjælland. Nu kan de få arbejdskraften uddannet lokalt. Arkivfoto. Foto: Google Street View

En ny uddannelse i stilladsarbejde kommer til Vestsjælland i efteråret. Det vækker glæde hos Holbæks borgmester.

EUC Nordvestsjælland kan snart åbne en ny uddannelse for stiladsmontører. Onsdag fik de nemlig tilsagn om dette fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Det sker blandt andet efter, at borgmestrene i Kalundborg, Odsherred og Holbæk Kommuner sendte ministeren et brev i august.

Det betyder rigtig meget. Både for Holbæk som by og som kommune, men i virkeligheden også for hele Vestjælland

 Christina Krzyrosiak Hansen (S), borgmester i Holbæk Kommune,

Her gjorde de ministeren opmærksom på, at mange virksomheder efterspørger faglærte og ufaglærte - men i særdeleshed én branche:

Særligt én branche har sin tyngde i det Vestsjællandske område; stilladsbranchen, og virksomheder har i flere omgange efterspurgt udbud af efteruddannelse i området, som de skriver i brevet. 

Derfor er borgmester i Holbæk Kommune, Christina Krzyrosiak Hansen (S), meget tilfreds med, at den nye uddannelse kommer til området.

- Det betyder rigtig meget. Både for Holbæk som by og som kommune, men i virkeligheden også for hele Vestjælland. Vi er jo i den situation i Vestsjælland, at vi kan mærke på vores virksomheder, at de mangler arbejdskraft, siger borgmesteren og fortsætter:

- De har flere gange efterspurgt flere medarbejdere inden for stilladsfaget. Og jeg ved at EUC Nordvestsjælland ad mange omgange har ansøgt om at få stilladsuddannelsen til Holbæk uden held, siger Christina Krzyrosiak Hansen.

- Jeg blev kontaktet af rektor på EUC Nordvestsjælland, hvor på jeg tog kontakt til borgmestrene i Odsherred og Kalundborg. Så får vi forfattet det her brev til ministeren, som satte gang i nogle ting. Så det er jeg rigtig glad for, tilføjer hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) glæder sig over, at stilladsuddannelsen kommer til byen. Foto: Toke Grøndal - TV2 ØST

Glæde hos lokal virksomhed

Nyheden om en ny uddannelse for stilladsmontører på Vestsjælland bliver godt modtaget hos en af de lokale virksomheder, Jedig Stilladsservice. Det fortæller Dennis Jedig Busk, der er direktør i virksomheden.

- Det er da godt for vores firma. Det glæder vi os til, siger Dennis Jedig Busk.

- De folk som er lokale, vil få kortere til skole, og det vil jo øge arbejdsglæden, tilføjer han.

Vi kan godt mærke, at der er pres på de skoler, der eksisterer i forvejen. Så vi hilser det (den nye uddannelse, red.) meget velkomment i hvert fald

Dennis Jedig Busk, direktør, Jedig Stilladsservice

I dag er der kun to steder i landet, Esbjerg og Glostrup, hvor man kan kan uddanne sig til et job i stilladsbranchen. Så Dennis Jedig Busk tror på, at en ny uddannelse tættere på de lokale montører vil gøre en stor forskel for deres lærlinge.

- Vi går meget op i uddannelse, og som det er nu, har vi 25 lærlinge. Og vi kan godt mærke, at der er pres på de skoler, der eksisterer i forvejen. Så vi hilser det meget velkomment i hvert fald. Så for vores virksomhed vil det gøre, at vi kan uddanne folk hurtigere, siger Dennis Jedig Busk

- Det understøtter en af vores strategier, nemlig at skabe et godt arbejdsmiljø blandt andet gennem uddannelse, tilføjer han.

Giver folk en chance til

Spørger man Dennis Jedig Busk, så har stiladsmontører ry for somme tid at have været på kant med loven. Men hos Jerslev Stillagsservice giver de gerne folk en chance til, ligesom man gør i mange andre stilladsvirksomheder. 

- Det er hele branchen gode til, og det er vores firma også. Vi har tidligere vundet en pris for at være en rummelig virksomhed, og det er vi stadigvæk, siger Dennis Jedig Busk.

- Vi har ikke så mange lige nu, hvor vi har noget at gøre med kriminalforsorgen. Men det har vi da haft, siger Dennis Jedig Busk og tilføjer:

- Vi har også givet folk en chance, der har været på afvænning og lidt ude i tovene.

I Holbæk håber borgmesteren nu, at den nye uddannelse vil lokke flere unge til at vælge stilladsfaget.

- Jeg håber, vi kan få unge, der ellers ikke ville have taget en uddannelse, til nu at vælge en faglært vej og tage en uddannelse inden for stilladsarbejde, siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Uddannelsen oprettes fra 1. oktober. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App