Ny type cykelløb på grus får festival i Odsherred

Den nye cykelsport Gravel får nu sin egen festival. Her skal de små veje i Odsherred nu lægge jord den nye sport.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Racercykler er til landevejene, mountainbikes er til stierne - men hvorfor ikke bruge grusvejene mere til cykelløb?

Det er overvejelsen bag den nye type cykelløb - gravelløb - der i øjeblikket vokser voldsomt herhjemme.

Nu vil en gruppe cykelryttere arrangere en festival for cykelsporten. Navnet bliver "Backlands", og afholdes første gang i Odsherred med start på Anneberg Kulturpark i Nykøbing Sjælland.

Festivalen arrangeres 10.-12. september 2021.

Det er især det kuperede terræn i Geopark Odsherred, der tiltrækker cykelrytterne.

Glæde hos lokale aktører

Både Gitte Klausen, der er ejer af Anneberg, og direktør for GeoPark Odsherred, Morten Egeskov, glæder sig over næste år at skulle huse en festival netop med fokus på naturoplevelser, cykling og lokal forankring.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

- Backlands er lige i tråd med de værdier, som vi arbejder med på Anneberg, og både de smukke rammer og naturen her i området er som skabt til den slags events, siger Gitte Klausen, der glæder sig til at kunne byde gravelentusiaster velkommen i sensommeren 2021.

- Det siger sig selv, at vi er glade for, at Backlands kommer til at ligge her i GeoPark Odsherred. Både fornemmelsen for landskabet og de gode oplevelser samt samarbejdet med lokale aktører gør, at det er en win-win for alle parter. Vi har haft en rigtig god dialog med folkene bag festivalen, og vi deler den samme glæde og tilgang til både festival og lokalmiljø, siger Morten Egeskov.