Manglen på praktiserende læger er et problem.
Men det bliver måske afhjulpet. For nu bliver det lettere for ældre læger at fortsætte lidt længere i deres praksisser.
De tilbydes nemlig hjælp til at gennemføre den obligatoriske akkreditering, der blev aftalt som en del af overenskomsten for almen praksis tilbage i 2014. Og hvis de senest i august 2019 er fyldt 65 år, tilbydes de helt at blive fritaget for akkreditering.
Det skriver Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i en pressemeddelelse.
Manglen på praktiserende læger er et reelt problem, der efterhånden mærkes i alle dele af landet
- Vi ved, at akkreditering for en del, især ældre læger, har været en torn i øjet, der har medvirket til, at nogle har varslet ophør. I en situation, hvor manglen på praktiserende læger er blevet så stort et problem, at den nu har bredt sig til hele landet, må vi være pragmatiske og tage alle fornuftige midler i brug for at reducere problemet, siger PLO’s formand Christian Freitag.
Et reelt problem
Også næstformanden i Regionernes Lønnings- og Takstnævn er tilfreds med løsningen.
- Manglen på praktiserende læger er et reelt problem, der efterhånden mærkes i alle dele af landet. Derfor er der behov for at finde løsninger, der kan fastholde flest mulige praktiserende læger i almen praksis uden at gå på kompromis med fagligheden og dermed patientsikkerheden. Det, synes jeg, er lykkedes med denne her aftale, siger næstformand Bo Libergren.
I foråret 2018 opgjorde PLO antallet af stadigt praktiserende læger, der havde varslet ophør, til 180.
Akkreditering har til formål at:
- fremme kvaliteten af patientforløb.
- fremme udviklingen af den kliniske, organisatoriske og patientoplevede kvalitet.
- synliggøre kvaliteten i sundhedsvæsnet.