Nummerpladebetaling breder sig: Nu kan den også betale færgen

BroBizz-løsningen, hvor man alene med nummerpladen billigere kan komme fra Sjælland til Jylland, breder sig nu.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Man behøver ikke have kontanter eller et kreditkort i lommen, og der behøver heller ikke sidde en Brobizz i forruden. Løsningen, hvor man betaler med en nummerplade for at passere Storebæltsbroen breder sig nu.

Fra og med mandag kan kunder med en PayByPlate-løsning få lov til at betale for at passere Øresundsbroen og sejle med Molslinjen.

Det oplyser BroBizz A/S i en pressemeddelelse.

– En vigtig del af moderne transport er enkelhed. Det skal være nemt at bestille en billet, og det skal være nemt at komme til og fra borde. Det hjælper den nye service PayByPlate fra BroBizz A/S os på vej med, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard, i en pressemeddelelse.

Næsten 200.000 brugere

Rent teknisk fungerer det ved, at en computer genkender ens nummerplade på et foto og trækker pengene på det tilmeldte kreditkort. Først derefter åbnes bommen.

I dag har BroBizz A/S over 900.000 kunde-aftaler, og 175.000 har tilmeldt sig PayByPlate. Molslinjen er Danmarks største indenrigs færgeoperatør med op mod otte millioner årlige rejsende på ni færgeruter over hele landet.

Også på Øresundsbroen kan den nye ordning benyttes.

 

 


Nyhedsoverblik