Nu er det officielt - Knuthenborg får fire cirkuselefanter af staten

01:16

Video: Finn Brasen

Nu er det afgjort, at Knuthenborg Safaripark på Lolland skal huse fire elefanter, som ikke længere optræder i cirkus.

Fire elefanters skæbne er nu afgjort.

Efter næsten et års uvished, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet onsdag morgen, at Knuthenborg Safaripark på Lolland skal overtage de fire pensionerede cirkuselefanter, som staten tidligere på året købte for 11 millioner kroner.

Det bliver en kæmpe fornøjelse at byde vores fire nye bofæller indenfor

Rasmus Nielsen, chefzoolog i Knuthenborg Safaripark

- Knuthenborg er kommet med et rigtig godt bud, som vil give fantastiske rammer for det gode elefantliv. Jeg har før sagt, at elefanter ikke hører til i hverken en stald eller en manege, og det glæder mig, at de fire elefanter inden længe frit vil kunne boltre sig i mudder eller tage en frisk gåtur i græsset, siger miljø- og fødevareminister Mogens Jensen (S).

Lang ventetid i Cirkusland

I efteråret 2018 var der politisk flertal for, at elefanter, zebraer og søløver ikke længere måtte optræde i cirkus i Danmark.

Allerede dengang tilbød Knuthenborg Safaripark at overtage de fire cirkuselefanter, der blev tvunget på pension. Men prisforhandlinger og udbuddet af overtagelsen af de fire dyr, har trukket sagen i langdrag. 

I omkring et år har elefanterne stået i karantæne i Cirkusland i Slagelse, hvor de har ventet på, at det blev afgjort, hvem der skulle overtage ansvaret for dem.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det her er området, der kan blive elefanternes nye hjem. Foto: Knuthenborg Safaripark

I august tidligere i år købte staten de fire dyr af deres tidligere ejere Cirkus Arena og Cirkus Trapez til en samlet pris på 11 millioner kroner. 

Derefter blev dyrene sat i udbud, hvor interesserede havde mulighed for at byde på elefanterne i en ansøgningsproces om at overtage dyrene vederlagsfrit fra staten. 

- Udgangspunktet for det her har været, at vi vil sikre dyrevelfærden. Derfor har staten betalt for elefanterne for at de kunne få et godt sted at være. Alternativet til det ville jo være, at cirkus skulle sælge dem til et andet cirkus rundt omkring i Europa eller længere væk og så vil elefanter jo ikke få den gode dyrevelfærd, som vi nu sikrer dem, siger Mogens Jensen.

Der er ikke andre end Knuthenborg Safaripark, som har budt på elefanterne, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.

Sådan skal elefanterne bo

Knuthenborg Safaripark har lavet planerne for det anlæg, hvor elefanterne skal bo, i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse.

Elefantanlægget koster et tocifret millionbeløb og rummer et udeanlæg på omkring 150.000 kvadratmeter, en stald på 2.000 kvadratmeter og sø, græsland, skov og sandgrav. Det vil ifølge safariparken blive det mest avancerede i Europa.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Grafik: Nick Abildgaard

 

Knuthenborg Safaripark anslår, at driften bliver to millioner kroner om året, og at der skal ansættes minimum tre dyrepassere til elefanterne Ramboline, Lara, Djungla og Jenny. 

- Det bliver en kæmpe fornøjelse at byde vores fire nye bofæller indenfor. Der er ikke meget Afrika over livet som cirkuselefant, så vi glæder os til at hjælpe elefanterne til at genfinde deres sande natur, siger Rasmus Nielsen, chefzoolog i Knuthenborg Safaripark. 

- Jeg forstår, at det er noget, de bliver trænet op til og gradvis vll blive vænnet til, at de nu ikke længere har meget snævre rammer at være under, men nu kan komme ud i rigtig meget natur og kan komme tilbage til den måde, elefanter før i tiden har levet på, siger Mogens Jensen.

Bliver i Slagelse indtil næste sommer

Selvom det nu er afgjort, hvor elefanterne skal nyde deres otium, så kan de endnu ikke flytte syd på. 

De skal nemlig blive i Cirkusland i Slagelse, hvor de lige nu opholder sig i karantæne, indtil sommeren 2020. 

Byggearbejdet med det store elefantanlæg i Knuthenborg Safaripark starter hurtigst muligt, og ifølge planen kan elefanterne flytte ind i deres nye hjem cirka otte måneder efter byggestart.

DERFOR ER ELEFANTERNE I KARANTÆNE

Flere af TV2 ØST's brugere har undret sig over, at det er nødvendigt at holde Cirkus Arenas elefanter i karantæne, indtil de kan komme til for eksempel Knuthenborg Safaripark. Men det er der en god grund til, forklarede Knuthenborgs chefzoolog Rasmus Nielsen til TV2 ØST i juli.

 

Knuthenborg har cirka 700 dyr og kender sundhedsdata på dem alle grundigt. Når de modtager dyr fra andre steder, modtager de fyldestgørende prøver fra dyrene, som samtidig er i karantæne inden. Det sker både for at sikre, at det er sunde og raske dyr, man modtager, men også for at undgå, at nye dyr bringer sygdomme til parkens øvrige dyr.

 

Dette gælder også for elefanter, og her er det især risikoen for tuberkulose, man er opmærksom på.

 

- For at kunne bibeholde tilbuddet om at tage imod elefanterne, er vi nødt til at have en garanti for, at de fortsat er tuberkulosefri. Derfor har vi opfordret til, at elefanterne ikke flyttes fra deres matrikel, siger Rasmus Nielsen.

 

Hvis elefanterne kommer i kontakt med andre dyr eller fremmede mennesker, er der risiko for, at de smittes med for eksempel tuberkulose.

- Tager man dem ud af karantæne, vil man skulle igennem hele processen én gang til, forklarer Rasmus Nielsen

 

Et fyldestgørende helbredstjek af elefanter er en meget omkostningsfuld og omstændig affære, forklarer han. Men først og fremmest er det ikke risikofrit for elefanterne.


- Det kræver, at man sederer dem, altså at man semi-bedøver dem. Det indebærer også en risiko. Hver gang du bedøver et dyr, risikerer du, at der går noget galt, og at dyret dør. Derfor skal man bestræbe sig på at sedere dyr så få gange som overhovedet muligt, siger chefzoolog Rasmus Nielsen.

Se mere

Både Knuthenborg Safaripark og Dyrenes Beskyttelse vil i samarbejde med Cirkus Arena og Cirkus Trapez sikre dyrenes velfærd indtil da. 
 
- Vi er meget glade for, at vejen til et godt liv i gode rammer nu er lagt for elefanterne, og at slutdestinationen bliver det projekt, som vi har været med til at udarbejde sammen med Knuthenborg. Vores ambition er, at projektet i Knuthenborg kommer til at sætte en ny standard for, hvordan cirkuselefanter kan overflyttes til en god tilværelse efter pensioneringen, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse i ministeriets pressemeddelelse. 

Hvad med kamelen Ali?

Historien om elefanterne har været så omdiskuteret, at den endda blev nævnt i statsminister Mette Frederiksens (S) tale ved åbningen af folketinget den 3. oktober i år.

Her brød statsministeren og folketingssalen ud i latter, da Mette Frederiksen berettede om, at staten ikke kun havde købt fire cirkus elefanter, de havde også fået en kamel med i købet.

Det er kamelen Ali, der sammen med elefanten Ramboline, blev solgt til staten af Cirkus Trapez. Men det er endnu uvist, om kamelen skal flytte til Knuthenborg sammen med sin ven elefanten. 

- Det er jo sådan, at kamelen Ali også er en del af det her samlet køb og det er en dyrevelfærdsmæssig vurdering, hvorvidt Ali også skal med ned til Knuthenborg, og hvad fremtiden for Ali bliver. Så det overlader jeg til dyrevelfærdseksperterne – Knuthenborg og Dyrenes Beskyttelse, siger Mogens Jensen.

Video: Se elefanterne, som lige nu bor i Cirkusland i Slagelse.

01:00

Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

Luk video

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App