Nu er drømmen om helårsboliger og feriehytter ved Skjoldenæsholm Golfcenter i Jystrup for alvor slukket.
Det står klart efter mandagens møde i Plan- og Boligudvalget.
Afgørelsen falder i kølvandet på det høringssvar, Ringsted Kommune gav til samme møde, hvor planlovens dispensationsmuligheder kom frem i lyset. Byrådet kunne nemlig bede erhvervsministeren om at bryde planlovens betingelser om bebyggelse i landzoner - landarealernene ved golfcenteret.
Jeg ville sådan set gerne have givet den et skud, men sådan er det jo nogle gange
Det skriver Sjællandske.
DF alene om et ja
Til udvalgsmødet ville Daniel Nørhave (DF), gerne have dispensationsmuligheden efterprøvet, men det var der ikke opbakning til.
- Jeg ville sådan set gerne have givet den et skud, men sådan er det jo nogle gange. Det er lidt nedslående, siger Daniel Nørhave, der var ene om at at ville sende sagen til Erhvervsministeriets vurdering.
Ifølge Sjællandske har Skjoldenæsholm Golfcenter aldrig indsendt en formel ansøgning om opførelse af golfboligerne til Ringsted Kommune.
Derfor foreligger der hverken tegninger, konkrete budgetter eller anden dokumentation på projektet.
- Når vi ikke har lavet en decideret, har det noget at gøre med, at det er en meget bekostelig affære. Hvis vi havde sat arbejdet i gang, vil man jo gerne have en indikation på, at projektet har nogen gang på jord, og her lød kommunens endelige svar, at det ville vores golfboliger ikke have, siger Flemming Jørgensen, direktør i PEJ Holding, der ejer Skjoldenæsholm Golf- center.