Første gang i dansk håndboldhistorie: NFH vinder vild pokalfinale

Foto: TV 2 SPORT

Der er søndag blevet skrevet dansk håndboldhistorie, da håndboldkvinderne fra NFH er blevet pokalmester i kvindehåndbold.

- Jeg synes, det er fuldstændig fremragende. Vi er der fra start. Vi kæmper røven ud af bukserne, siger en lykkelig Lærke Nolsøe fra NFH. 

Håndboldkvinderne fra NFH vandt nemlig pokalfinalen over Odense Håndbold 28-26 i Santander Cup.

Dermed er der blevet skrevet dansk håndboldhistorie, da det er første gang nogensinde, at NFH vinder guld. 

Det gik heller ikke stille for sig. Omkring 300 tilskuere havde taget turen fra Falster til Esbjerg for at bakke håndboldkvinderne fra NFH op. 

- Vi gør meget for at støtte vores piger, lyder det fra Per Harding Madsen, der er formand for NFH Support.

Artiklen fortsætter under billedet.

  Foto: TV 2 SPORT

Første halvleg i højt tempo

Første halvleg blev afviklet i et højt tempo, hvor de to kompetente mandskaber gav publikum i Esbjerg en jævnbyrdig og meget velspillet forestilling.

Holdene fulgtes godt ad, men efter Odenses scoring til 8-7 havde Nykøbing F. en god defensiv periode, hvor keeper Cecilie Greve fik fat i meget mellem stængerne.

Fynboerne holdt en scoringspause på næsten syv minutter, og på den tid bragte Nykøbing sig foran med 11-8, inden Mette Tranborg igen fik hul på bylden for Odense.

Odense var hurtigt tilbage på sporet, og stregen Sara Hald bragte fuld balance med sit første mål til 13-13 med to minutter til pausen.

Kort efter blev Odense dog ramt af en tominuttersudvisning til Kamilla Kristensen, som Nykøbing udnyttede til at score halvlegens sidste to mål, så pauseføringen 15-13 blev sikret.

NFH bedst fra anden halvleg

Nykøbing kom også bedst ud til anden halvleg, og efter to minutter sørgede Kristina Kristiansen for kampens første firemålsføring med scoringen til 17-13.

Odense reducerede til 18-19, men snart var Nykøbing igen foran med fire mål, bland andet ved 24-20 efter 14 minutter.

Men Odense var slet ikke slået. Spændingen levede igen i bedste velgående, da Mette Tranborg med ni minutter tilbage reducerede til 24-25 med sin sjette scoring på otte forsøg.

Jubler i triumf

Med seks minutter tilbage havde Nadia Offendal chancen for at reducere til 25-26, men målmand Sakura Hauge nappede det svage straffekast.

I stedet havde Kristina Kristiansen i den anden ende muligheden for at øge til 27-24 ligeledes på straffekast, men også hun misbrugte.

Odense var gået over til at spille syv mod seks i angrebet, men trods overtallet smed Stine Jørgensen bolden væk i det næste angreb.

Det blev kostbart, da Dione Housheer i angrebet efter bragte Nykøbing på 28-25 med godt to minutter tilbage.

Odense formåede da også blot at pynte på facit, inden Nykøbing-spillerne kunne juble i triumf.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App