Netflix-skuespiller fra Kalundborg: Det er super vildt

Linnea Berthelsen er opvokset i Kalundborg og har fået en rolle i Netflix-serien Stranger Things. Mød den unge skuespiller her.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Første sæson af den uhyggelige science fiction tv-serie Stranger Things er blevet rost til skyerne af anmeldere i både USA og herhjemme.

Og nu har 23-årige Linnea Berthelsen fået en rolle i næste sæson af Netflix-serien, som får premiere næste år.

- Det er jeg super glad for. Det er vildt, siger hun til TV ØST på en mobilforbindelse fra Los Angeles, hvor hun befinder sig for tiden.

quote Jeg er virkelig helt oppe at køre over rollen. Det er meget privilegeret at få lov til det.

Linnea Berthelsen, skuespiller i Netflix-serien Stranger Things

- Det er et drømmeprojekt

Linnea Berthelsen er ukendt for de fleste. Hun har spillet med i kortfilmen ”Natskygge” og været med i nogle teaterstykker, men nu ser det altså ud til, hun får sit gennembrud.

- Det er fantastisk. Det er et drømmeprojekt uden lige. Jeg er virkelig helt oppe at køre over rollen. Det er meget privilegeret at få lov til det.

Linnea Berthelsen skal spille rollen som Roman, som beskrives som en følelsesmæssigt skadet, ung kvinde, der led et stort tab som barn.

-Jeg er ikke en af hovedpersonerne i serien, men jeg er med i flere afsnit. Jeg kan ikke fortælle meget mere, for det er ikke fastlagt endnu, fortæller hun.

quote Det her sparker allerede døren ind til mere, men det kan jeg ikke fortælle om endnu

Linnea Berthelsen

Sparker døren ind til mere

Linnea Berthelsen har som barn og ung været meget aktiv i gymnastik- og dansemiljøet i Kalundborg. Skuespildrømmene fik dog først liv, da hun tog en workshop i New York i 2013.

Efter det gik hun på skuespillerakademiet i København, og det seneste år har hun gået på East 15 Acting School i London.

Nu befinder hun sig i Californien, hvor hendes kæreste studerer, og hvor hun også selv har fået meget travlt, efter det er kommet frem, at hun har fået en rolle i den populære Netflix-serie.

-Jeg render til en masse møder herovre. Blandt andet med folk fra produktionen. Nogle af de andre skuespillere i serien er så småt i gang med optagelserne til anden sæson, men det er jeg ikke endnu, fortæller hun.

Sparker det her døre ind til mere?

- Ja, det gør det faktisk allerede, men jeg kan ikke sige mere lige nu. Det går super godt. For dem, der er interesserede, så må I jo bare følge lidt med hjemmefra, siger hun.

quote Hele min omgangskreds har ikke vidst, hvad jeg rendte og lavede, så de blev meget overraskede

Linnea Berthelsen

Ingen vidste noget

Mens det først lige er blevet kendt for pressen, at Linnea Berthelsen har fået en rolle i Stranger Things, så har hun og hendes agenter i Panoarma Agency holdt det hemmeligt i et stykke tid.

Hun fortæller, at folkene bag serien sagde, at hun i første omgang kun måtte sige det til sin kæreste og sine forældre i Kalundborg.

- Mine forældre er stolte. Jeg har ikke set dem længe, for det er to måneder siden, jeg tog afsted, men jeg hører fra dem næsten hver dag.

Hendes venner har først hørt om rollen nu.

-  Hele min omgangskreds har jo ikke vidst, hvad jeg rendte og lavede, så de blev meget overraskede, og jeg har fået kæmpe opbakning fra dem, fortæller hun glad.

Stranger Things sæson 2 forventes at have premiere i sommeren 2017.

Om Stranger Things

  • Stranger Things er en amerikansk science fiction-serie produceret af streamingtjenesten Netflix.
  • De medvirkende tæller blandt andet Winona Ryder, David Harbour, Finn Wolfhard, Millie Bobby Brown med flere - blandt andet nu Linnea Berthelsen.
  • Serien handler om en 12-årig dreng, som forsvinder på mystisk vis. En pige med overnaturlige evner hjælper drengens venner med at lede efter ham, mens også drengens mor og den lokale politichef leder.
  • Stranger Things foregår i en fiktiv by ved navn Hawkins i 1980erne.
  • Serien fik premiere i august 2016, og sæson to kommer til sommer.
     
Kilde: Netflix

 


Nyhedsoverblik