Næstved er ingen narkoby - bred alliance vil kæmpe mod stoffer

En bred alliance af værtshuse, uddannelser, taxaselskaber og unge er gået sammen med politiet i et projekt, der skal bekæmpe narko i Næstveds midtby.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Unge arrangerer samtalesaloner, ansatte på værtshusene lærer at spotte personer, der er påvirket af narko og taxachauffører lærer at tale med politiets egne ord, når de skal anmelde lovovertrædelser.

Det er kernen i en ny alliance, der vil gøre det mere trygt at gå i byen i Næstved - og samtidig vil gøre op med byens ry som en by, hvor der er mere narko end normalt.

- Vi kan se på tallene, at der ikke er mere narko i Næstved end i andre byer. Men historien om Næstved som en narkoby er der alligevel. Det håber vi, at dette projekt kan være med til at ændre, siger Jens Bruus fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST. Han er leder af politiets forebyggelsesarbejde i Næstved.

quote Ved at lade folk snakke på kryds og tværs så opstår der helt nye ideer og tanker om, hvordan kan man sætte ind mod narkotika i nattelivet.

Jens Bruus, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

19 vidt forskellige myndigheder, virksomheder, foreninger og grupper er gået sammen om at deltage i arbejdet. Blandt dem er eksempelvis både kommunale myndigheder, selskaber som værtshuse og taxaerne og foreninger som natteravnene, Horesta og endda festudvalget og elevrådet på Næstved Gymnasium.

udklip.jpg
Læs også
Et gram MDMA i sodavand dræbte Marcus i Dianalund
udklip.jpg
Læs også
Et gram MDMA i sodavand dræbte Marcus i Dianalund

Det er politiet, der har taget initiativ til at samle deltagerne i alliancen.

- Vi har samlet en række forskellige mennesker og virksomheder, for hvem narkotika blandt unge kan være et problem. Og ved at lade folk snakke på kryds og tværs så opstår der helt nye ideer og tanker om, hvordan kan man sætte ind mod narkotika i nattelivet. Og det tror vi på kan gøre en stor forskel her, siger Jens Bruus.

Lokalt projekt skal forbinde unge og ældre

Et af de projekter, som er en del af den nye indsats mod stoffer i Næstved, er en række samtalesaloner, der skal afvikles i Ungdomsprojekthuset JB10.

Her er det den daglige leder, Christoffer Tauber, der står som arrangør. Han ser projektet som en mulighed for at skabe forbindelse mellem både unge og ældre, unge der bruger stoffer og de mange, der ikke gør.

- Vi har oplevet en meget stor interesse for de her arrangementer. Lige nu er der 60 tilmeldte til den første samtalesalon i JB10, selvom det kun har været muligt at tilmelde sig i fire dage, siger han til TV2 ØST. Han venter, at flere vil nå at tilmelde sig, før den første samtalesalon den 3. juni.

Hvem er med i samarbejdet? 

• Næstved Taxa
• Bevillingsnævnet i Næstved
• Horesta
• Natteravnene i Næstved
• Sepps
• The Beach
• Crazy Daisy
• Cheers
• Step Inn
• Smil Lounge bar
• Næstved Gymnasium og HF
• Elevråd og Festudvalg, Næstved Gymnasium
• EUC Sjælland
• HHX
• Herlufsholm Skole og Kostskole
• Ungdomsprojekthuset JB10
• SSP Næstved Kommune
• Næstved Kommune
• Politiet (Hundesektionen, Beredskabet, OC Operativ, Forebyggelsen)

Christoffer Tauber oplyser, at arrangementet især har til formål at få snakket med de unge, der befinder sig i en gråzone mellem regulære stofmisbrugere, og dem, der aldrig kunne tænkes at røre stofferne. Til stede vil være både tidligere og nuværende misbrugere, unge uden et stofmisbrug, og så de unge fra gråsonen.

quote Stofferne er mere almindelige overalt i landet, og der er langt flere, der er i risikogruppen for at prøve stofferne

Jens Bruus, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Han anser metoden, hvor man samler en række meget forskellige mennesker og organisationer i ét rum, som meget produktiv.

- Vi opdelte os meget hurtigt i fire grupper på kryds og tværs, og samtalerne viste jo hurtigt, at selvom vi alle er meget forskellige, så havde vi meget at snakke om. Selvom vi har helt forskellige aldre og erhverv, så har vi faktisk noget at byde ind med i samtalerne med hinanden, siger han.

Mange forskellige projekter

Samtalesalonen er kun et af flere projekter, der er sat i gang i Næstved.

Eksempelvis arbejder en gruppe unge på et unge-forældremøde, hvor der kan tales frit om stoffer, og hvad det betyder for de unge og deres hverdag.

min_kaereste_rygerhash.jpg
Læs også
Professor: Hver tiende ung har taget stoffer inden for den seneste måned
min_kaereste_rygerhash.jpg
Læs også
Professor: Hver tiende ung har taget stoffer inden for den seneste måned

Samtidig arrangeres der kurser, hvor kursisterne lærer at genkende en række tegn på stofmisbrug, og får gode råd til, hvordan man kan omgås påvirkede personer, så konflikter kan undgås eller nedtrappes.

En indsats indebærer også, at der laves kurser, så man kort sagt taler samme sprog som politiet, og derfor også kan få tydeligt kommunikeret til politiet, hvad det er, der er galt.

Fokus flytter sig

Politiets oprindelige tanke var, at projektet skulle handle om narko i nattelivet – men aktørerne har givet det en drejning, så det også handler om narko generelt. Og det er helt i sin orden, siger Jens Bruus fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Projektet skal nemlig i høj grad defineres af dem, der er med.

- Vores tanke var at lave noget andet. En klassisk indsats ville indebære, at vi fik en god ide, satte os et mål, lavede en kampagne og så bagefter så, om det virkede. Her har vi ladet os inspirere af andre projekter i eksempelvis Aalborg. Her satte man folk sammen fra området omkring Jomfru Ane Gade, og kunne pludselig og med en meget lille indsats løse en række problemer, som man tidligere har kæmpet med, siger han.

MDMA Møde
Læs også
Misbrugsekspert efter MDMA-dødsfald: Der er brug for åbenhed om stoffer
MDMA Møde
Læs også
Misbrugsekspert efter MDMA-dødsfald: Der er brug for åbenhed om stoffer

Arbejdet foregår efter det såkaldte Co-creation princip, der har til formål at få involveret andre aktører i arbejdet, der efter opstarten skal bygge på frivillig deltagelse for parterne og som skal fungere uden en leder, men med løbende fællesmøder mellem deltagerne.

Politiet slipper tøjlerne

Det er første gang, at metoden prøves af i politikredsen, og derfor er Rigspolitiet også involveret i projektet med blandt andet rådgivning om projektet.

- Vi har afholdt to fællesmøder med deltagerne siden marts. Og det virker, som om der er mange, som gerne vil det her. Der er en rigtig god fremdrift blandt ikke bare de professionelle aktører, men også blandt unge, der er en del af det her projekt, siger Jens Bruus.

quote Vi kan se på tallene, at der ikke er mere narko i Næstved end i andre byer. Men historien om Næstved som en narkoby er der alligevel

Jens Bruus, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Modellen indebærer, at politiet har sluppet tøjlerne efter det indledende møde, og nu indgår som alle andre i arbejdet. Dette indebærer også, at der ikke følger ekstra penge med til arbejdet. På den måde er alle lige.

- Når der ikke sidder nogen for bordenden, så er det let at anse projektet for at være skrøbeligt. Men vi ser faktisk den løse sammensætning som dets styrke. Samtidig er det med til at understrege, at det her ikke er et politiprojekt. Det er et samfundsprojekt. En alliance af en masse forskellige parter, der alle sammen har et forskelligt udgangspunkt og forskellige kompetencer – men som alle har til mål, at der skal være færre stoffer i Næstved, end der er i dag, siger han.

Skal gøre det unormalt at tage stoffer

Håbet er, at projektet vil sprede sig som ringe i vandet i Næstved, og være med til at præge holdningen til at tage stoffer.

- Jeg er 46 år gammel og har været i politiet i mere end 20 år. Dengang jeg startede i politiet, var det helt unormalt at møde stoffer i nattelivet - og var det der endelig, så vidste man jo godt, hvilke få personer, der ville være udsatte for at bruge dem. I dag er det ikke så enkelt. Stofferne er mere almindelige overalt i landet, og der er langt flere, der er i risikogruppen for at prøve stofferne. Mit håb er, at vi kan gøre en indsats for at gøre stofferne mere ualmindelige igen, siger Jens Bruus.

Adam Buks gravsted
Læs også
Adams mor taler ud: - Det betyder rigtig meget for mig, at folk lytter til den her historie
Adam Buks gravsted
Læs også
Adams mor taler ud: - Det betyder rigtig meget for mig, at folk lytter til den her historie

Han mener samtidig, at det er en styrke, at så mange forskellige aldre og baggrunde er med i alliancen.

- Hvis jeg skulle kommunikere til unge omkring narkotika, så kan det let blive ret forudsigeligt. Med den her metode bliver det uforudsigeligt og meget mere kreativt. Ved at sætte folk sammen, så opstår originaliteten undervejs. Det gør projektet alsidigt og meget stærkt, så bliver det godt. Det kan også styrke det på tværs af generationerne, siger han.


Nyhedsoverblik